128 / 386
En gammel Herres Erindringer
125
kende om Sommeren, koldt og fugtigt om Vinteren. Det var,
som om Aandedrættet blev tilsnøret. De kan derfor tænke
Dem, at jeg var rigtig ¡glad, naar jeg kunde slippe ud i det
fri, naar Fader og Moder tog mig og mine Søskende med ud
i Kongens Have eller
0111
Søndagen ud paa Frederiksberg. Som
voxen Mand ha r jeg færdedes meget ude, gjort Rejser tildels
for min Fornøjelse — thi jeg ha r havt Raad dertil — i F rank
rig, Italien, Schweiz, Tydskland, men aldrig har jeg følt en
saadan Glæde som paa disse Ture i min Rarndom. Det var
ogsaa en af disse Ture, der skabte mit Livs Lykke og gjorde
mig til den Mand, jeg er. Tror De paa Tilfældet?“
„Hvorledes mener D e?“
„Jeg mener, om De tror, at Tilfældet egenlig er det, som
bestemmer vor Livsskæbne? Det er min faste Tro, at ingen
Fugl falder til Jorden uden Guds Villie — men det staar
heller ikke i nogen Modsigelse til Troen paa Tilfældet, gjen-
nem det kan Guds Finger vise sig, og hans Veje ere usporlige.
Og naar De selv husker Dem om, vil De dog vistnok er-
kjende, at Tilfældet ogsaa har spillet en fremragende Rolle
i Deres eget Liv. I alle Forhold gjør det sin Virkning gjæl-
dende. De fleste af vore Planer og Hensigter bestemmes deraf.
Ganske vist ere vi medvirkende; paa vort eget Arbejde, paa
vor egen Virksomhed, paa vor ægen Villie beror for en Del
vor Skæbne, men hvor ofte kan ikke selv det ubetydeligste
Tilfælde tilvejebringe en aldeles uventet, en aldeles uberegnet
Vending i vor Livsførelse, og mit Liv er et talende Revis
derpaa.
Ser De, kjære Herre, havde min Fader ikke en Søndag
for mange Aar siden — jeg var dengang ni Aar gammel, og
nu er jeg over de halvfjerds — havde han ikke tilfældig faaet
den Idé, at vi skulde gaa en lille Tu r ud til Frederiksberg,
da det tilfældig var saa smukt Vejr den Dag, saa er jeg
sikker paa, at mit Liv havde faaet en ganske anden Retning,
og at jeg ikke var bleven den Mand, jeg er
1111
. Nu vel, vi
skulde en T u r til Frederiksberg. Da vi havde spist til Mid
dag, begav vi os paa Vejen, Fader og Moder og vi Rørn, jeg
skydende paa en lille, af Fader bygget Rarnevogn — han var
nemlig Hjul- og Karethmagersvend — hvori det yngste Rarn
var, en lille Pige, og vor Aftensmad. Jeg vil ikke dvæle ved,
hvorledes vi morede os. Det var det yndigste Vejr. Vi lej
rede os i Græsset, vi legede Tagfat og Skjul, og saa hørte vi
ved Slotstrappen den dejlige Musik af 2. Jydskes Iloboister
„Hoppegister“ kaldte man dem dengang. Og saa skyndte vi