130 / 386
En gammel Herres Erindringer
127
ældre, ere de h e r? “ Jeg var saa forvirret, at jeg næppe kunde
svare. Men dog fattede jeg mig hurtigt og gav Kongen den
forlangte Besked. „Det er godt — det er godt,“ svarede Kon
gen, „Du er .en flink Dreng — Du skal høre fra mig.“
Den lille Pige var imidlertid kommen sig ganske, og en
Adjudant blev beordret til at føre os i en Baad tilbage til
Bredden, hvor mine Forældre og Pigens, som nu vare komne
tilstede, med Ængstelighed ventede paa os. Vi bleve mod
tagne med Jubelraab fra den forsamlede Mængde, og De kan
vel tænke Dem, at Fader og Moder med Taarer i Øjnene om
favnede mig, men dog skændende lidt over min Forvovenhed.
Inden Adjudanten forlod os, spurgte han om vor Bopæl og
om, hvor jeg gik i Skole; det noterede han i en lille Lomme
bog, og han forlod os, efter at han venlig havde taget Afsked
fra mine Forældre og mig.
Jeg maatte fortælle og atter fortælle, hvad der var fore-
gaaet mellem mig og den kjære Konge, og hans Løfte om,
at vi skulde høre fra ham, gav naturligvis Anledning til mange
Formodninger. Der gik flere Dage, og vi troede næsten, at
Begivenheden ikke vilde have nogensomlielst Følge, og at
Kongen, som havde saa meget andet og vigtigere at tage Vare
paa, havde forglemt os. Men paa en skjøn Dag indfandt der
sig hos os en skrammereret Lakaj med Ordre
0111
, at Fader
og jeg den næste Dag til en bestemt Tid skulde indfinde os
paa Frederiksberg Slot og melde os til den jourhavende Ad
judant. De kan tænke Dem, hvor stor og hvor spændt vor
Forventning var. Iført vore Kisteklæder begav vi os ud til
Slottet. Vi kom først igjennem et Forgemak, hvor der var en
Del Pager, hvoraf flere betragtede os paa en næsvis Maade,
som
0111
de vilde spørge: „Hvad Fanden vil I he r?“ Men saa
kom en Adjudant ind, spurgte
0111
vore Navne og lukkede
Døren op til Audiensgemakket. Da vi kom indenfor, kom
Kongen paa sin sædvanlige Maade farende imod os med Haan
den paa Kaardefæstet og sagde: „Naa, det er Dem. Ja, De
troede vel nok, jeg havde glemt mit Løfte, siden det varede
saa længe — haa, haa, nej, jeg glemmer ikke saa let. Jeg
vilde nok vide et og andet, og det, jeg ha r faaet at vide, er
ikke andet end godt. Deres Vært og Deres Mester siger, at
De er en brav Mand, flink til Deres Arbejde, honnet Familie
fader, og Knægten der — han svømmer jo som en Vand
rotte — skal jo være flittig i Skolen og en lille opvakt Fyr.
Ser De, alt det ha r jeg faaet at vide, og jeg vil nok gjøre
noget for ham. Hvad ha r han Lyst til? Sig kun frem, min