81 / 386
78
Kjøbenhavneri for 50 til 60 Aar siden
Sange og Jodlen gjorde megen Lykke. Pavillonen blev da
talrig besøgt, og selv det smukke Ivjøn af Kjøbenhavns Elite
begyndte at indfinde sig; men dette blev i en endnu liøjere
Grad Tilfældet, da Italienerne Perricini og Annato med sidst
nævntes Hustru bleve engagerede af Monigatti for at give
Aftenunderholdninger. Ligesom de fleste italienere kunde
hverken Perricini eller Annato rose sig af aL være kunstnerisk
uddannede Sangere, men deres Stemmer vare smukke, deres
Sange ligeledes, og de gjorde stormende Lykke, hvoraf na tu r
ligt fulgte, at Fortjenesten stod i Forhold dertil. Annatos Kone
spillede Violin, men sang ikke; de to andre akkompagnerede
sig selv med stor Virtuositet paa Guitar og Mandolin, og de
lod det ikke blive ved paa en ligefrem Maade at foredrage
deres Sange, men de sang navnlig Buffoduetter i Karakteren
og gav dem en dramatisk Udførelse, som havde noget uvanL
og højst tiltrækkende for Publikum. Derhos udøvede det frem
mede, smukke Tungemaal, hvori de foredrog deres Sange, et
mægtigt Trylleri, og det kan muligvis antages, at det er disse
Sangere, Perricini og Annato, der allerførst have vakt Sma
gen for italiensk Sang og Musik hos os Kjøbenhavnere. Om
Ægteparret Annato fortælles der, at det rejste til St. Peters
borg, hvorfra Annato paa Grund af saavel mundtlige som
skriftlige uforsiglige Yttringer blev transporteret til Siberien;
Perricini derimod giftede sig med en Kjøbenhavnerinde og
fæstede Bo her for bestandig.
Den Furore, som de nævnte italienske Sangere gjorde, over-
straaledes om muligt endnu af Ivjøbenhavnernes Begejstring
for et P a r franske Sangerinder, der nogle Aar efter en Sommer
spillede og sang i Monigattis Pavillon. Vore unge Løvers H jer
ter vare dengang ligesaa let fængelige, som de ere det nu,
naar et Pa r smukke Øjne udskyde Brandpile. Sangerinderne
vare franske, og de vare smukke, og de brugte deres Øjne
med en ualmindelig Færdighed — og hvo kan saa undres over,
at der skele et græsseligt Nederlag. Hertil kom, al disse
Sangerinder ankom hertil i den Periode, da, som det hed,
Folkebevidstheden var vækket af sin Dvale, da Frihed, Lig
hed og Broderskab vare Ord, som især den unge Verden førte
i Munden. Hvilken Lyst var det da ikke, naar disse Sanger
inder, ganske friske bidkomne fra Kevolutionens Arnested,
istemte Marseillaisen og Parisiennen; hvilken Gammen at støde
med Stokken mod Gulvet som Akkompagnement, og naar de
saa istemte Omkvædet: „Aux armes, citoyens! Formez vos
bataillons!“ troede de i Begejstringens Hede, at de af Gud