62 / 114
hun at improvisere »en lille Fest« paa Scenen. Alle
bleve placerede omkring et Træbord, hvor et stort Ark
Papir agerede Dugen, og dér serveredes da Kage og
Vin. Hun udnævnte sin Broder Adolf til Vært og over
tog selv Pladsen som Værtinde, og begge udfyldte de
med største Elskværdighed deres Stilling; under Alles
inderlige Latter fortalte de kostelige Historier, de holdt
morsomme Taler, og Tiden fløj.
Jeg tror, at Fru Sødring havdemegen Ære af det ud
mærkede Sammenhold, som da fandt Sted paa Teatret.
Og
det
havde Betydning for Kunsten: i Foyeren førtes
der aandrige, alvorlige Samtaler, og under Stykkernes
Indstudering forbandt de Rollehavende, som havde Sce
ner at spille sammen, sig indbyrdes til private Prøver,
hvor de saa ved en sjælden Udholdenhed viste deres
Respekt for og Kjærlighed til Kunsten, idet de gjorde
deres Præstationer saa fuldendte som mulig. Hei var
Fru Sødring meget ærlig i at sige sine Medspillende sin
Mening om det Præsterede. Hnn havde ogsaa et godt
Blik for Enhvers Anlæg og selvfølgelig ogsaa for Valget af
Roller. Forfængelig Overvurdering af egne Evner var
hun haard imod.
Men gjorde hun, hvad hun kunde for at gavne Skue
spilkunsten paa sin egen Scene, saa var hun ogsaa til
rede for at fremme dens Sag paa Sekondteatrene, og
naar Skuespillerinder derfra henvendte sig til hende om
Raad eller bad hende om at instruere dem, var hun
med Glæde parat. Men her blev hun undertiden for
skrækket for
Dillettantismen og det Stærke i Udtiyks-
maaden.
Jeg husker saaledes, at jeg en Dag kom op til hende,
59