Knud Bokkenheuser

at de ligesom kappes om, hvem der kan faa sine Ven

ners Beenc saa nær til det helligste Sted i Kirken som

muligt«. Han siger, at det er latterligt at bilde sig ind,

at det højeste Væsen skulde holde sig denne Etikette

efterrettelig og befale den Engel, der vækker de døde,

først at gaa til Alteret og kalde dem dér op efter Rangen som en Bedemand. Men bortset herfra mener Tode,

at vi langtfra ofrer Gud Røgelse i hans Hus ved at

lade Ligene raadne der, og han trøster sine fattige

Medborgere, der kommer til at hvile udenfor Kirken,

med, at de i alt Fald efter Døden »langtfra ikke saa let

gøre deres efterlevende Brødre Skade som de, der have

en Balsambøsse af Steen«. Og han, der i saa mange

Maader var beundringsværdigt forud for sin Tid,

endte med at anbefale en højt og frit beliggende Kirkegaard, hvor Vinden kan holde fri Jagt paa alle giftige Dunster, og hvor Regnen ikke hindres i at trænge

ned i Jorden af altfor store Ligsten. Kirkegaardenc

omkring Nikolaj- og Helligaandskirken vil han have

gjort til offentlige Anlæg, hvortil man trænger inderligt i den indre By. —•

Ved Siden af GrifTenfeldts Kapel ligger en Udbyg

ning, der har en takket Gavl. Det er Sakristiet, som

tidligere var et Matcrialskur og først har faaet sin nu

værende Skikkelse i 1878—80.

Men størst Interesse har

Helligaandshuset,

fordi

hele Kirken, og hvad dertil hører, oprindelig stammer

fra det. Omtrent i alle danske Byer var der i Middelalderen et saadant Helligaandshus, hvor fattige syge

blev plejet. Oprindelsen til Københavns stammer

fra 1296. Eftcrhaanden voksede Komplekset stærkt,

og Munkene lod da Kirken opføre som hørende hertil.

Det nuværende Helligaandshus, der jo siden 1896

bruges til Forsamlingshus og nu Folkebibliotek,

stammer fra det femtende Aarhundrede og er opført

af ægte røde Munkesten. Da Klosteret ophævedes,

havde Bygningen triste Dage, idet

Christian den Fjerde

gjorde den til et Led af Tugt- og Børnehuset og an-

Knud Bokkenhcuser: Indre By.