Previous Page  398 / 404 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 398 / 404 Next Page
Page Background

QKOKMWü

VORE H yEM

77/ /Vy/aar a a b e fa /e a j

Í7 !^ ^ FF#M,

<^g ^Gtüam#r. — Akiv#- o ^

&!yoHH#- o y A !tí/es^ñ!^#r.

Ah ! prhna VaM^ og bMMgs Ptjbw.

0!af Nieisen & Co.

^

TW. Orar. 47.

v

i / c f s a / g r

Brodewf

u n d A r A !m !n dA < !g P H # .

Mod AHewta]{

denne An.

nonce inden 8 D^^e udieveres et

!tort Bordt^eppe 120X!20cm, pM<

tegnet etutM phmjt Bov i sort oc

modertse Fårver for d^!0. V .ro i

20,00, og en pjutemet Boy Sofe<

pude for ),!0. Vjerdi 4.00. Et p^a.

tegnet Spisestnesjet, stor Lysedug,

Buffeti.ber og Anretterlobere for

2.85, Vjerdi 8,W, eEstra prinn Hek

[jerred etter en stor pa^tegnet K^FFe.

dug. t40X!40 cm, for ).50, V.r<

d i K ^ ^

S !d $ ie M yh#d# r

t pMtegned., paebenundt. ag taardtaa

B f o d M A f .

F!oh . . t a oetgtanå.

! K i ) l f S ( i ! r

D u n tz# e !d tB A !!é 3 A

tM.T.

BMv ikke nervas.

SanteJc! ly d v d . t god. R ..d , Mm

Hange er s** rM k. ^ . t g iv . vor.

Üusiuodrc i Nutiden. Men mM g!.m-

D rr saa o ft. xamtidig Ot gig. noget

iu rn u ittg t om, byprlodm M Hm .nod.r

aknt bær. sig a d for . t ovorkonun. ain

I ^ t w ^ ^ ^ ^ ^ . t d w . r

noget i Tidmt, d .r . r .d.heggcnd. for

Nerverne Dot hæghteMond. Jng, Mm

findes i tJ !. Forhotd, bsur ogMsn hotdt

sit Indtog i FMniiimt og Hjmnm.m.,

og den en. Humnoder vit gern . hav.

sit Hus tig. s n . fin t og moderne som

den andM, ntt skat v .re saa pitirntt

og skinnMd. rent, a t det i enhver

Henseende han st.g^ Maat med, hvad

der fordres af Nutidens hejegte

H ^^m ekM sk

Dette er ihh. a t.n . vansketigt, dyrt

eg unedvMdigt, nten det er under de

ftest. Forhold i hej Grad stridMde

mod

Sundheden.

En Husmoders

Nervesystem kan ikke i det lange Lob

hotde tit, a t hun skat v .r e paa Tteeme

hele Tiden fra tidtig Morgen tit sen

Aften uden Hviteperioder ind imet

iem.

Der tnaa være P taa i Husmoderens

Arbejde, og atte Familiens Medtem-

mer maa vssnne sig tit a t forstaa og

højagte Betydningen af hendes Ger­

ning. Dette gselJer ikke mindst Man­

den og Familiens evrige mandtige

Medlemmer. Hvfs Husmoderen hele

Dagen gaar med Frygt for, a t nu vit

hun ikke kunne naa dette inden Fro-

koet, noget andet inden Middag og et

tredje inden Aften, saatedes a t hun

lever i fortsat Spænding hete Tiden

og trods sin Travthed attigevet kom

mer til kort, saa er det i boj Grad

sundhedsodelæggende for hende.

Det er af den største Betydning,

at man tægger en fornuftig P lan for

sin Dagsgerning, og denne P tan msa

Husmoderen tægge med saa megen Be­

grænsning, at hun virkelig kommer

over det, som er nødvendigt for Liv

og Sundhed. En svagelig Husmoder

behøver i særtig Grad at arbejde plan­

mæssigt og at faa sin Arbejdstid af­

brudt af bestemte Hviteperioder, hun

skat paa ingen Maade sege a t fotge

med sundere og bedre ekonomisk stil­

lede Naboersker i sit Hjems Udseende.

Og der er intet i Vejen for, a t hun

ved at bolde sit Hus paa en Maade,

Mm svarer ti! hendes Kræfter og For­

hotd, kan gere sit Hjem tige saa hyg

geiigt og kssrt et Ophotdseted for sin

Familie, som andrs Hjem er for deree

Beboere.

*

I FM.i!ibr med mange Bern ger

man ktpgt i a t indrette det saatedes,

a t Børnene kan have Lejhghed ti! at

more sig frit naed deres Legetøj, og

den Uorden, som derved forvoldes,

skat ikke forringe Husmoderens Or­

denssans og gode Anseelee. At have

et Hjem saa pudset Mm et Glasskab,

hvor ingen te r røre sig og inden sund

Latter og Leg finde Sted, er en stor

Fejltagelse.

Den forstandige Moder lader Bér-

nene hjælpe sig med e t Og andet, fra

de er ganske smaa. Hjsslpen er maa-

ske — i hvert Fald tit at begynde med

intet værd for Moderen. Men for

Børnene er den af allerstørste opdra­

gende Betydning, og saa længe Bør­

nene er omkring Moderen og hjælper

hende, saa kan hun være rolig for,

hvor hun har dem. Dette er sundt og

gavnligt for hendes Nerver.

Privat Fadehjem

A lgrid BtHe,

Kamma MaFouæææa.

praktiserende Jordemødre,

forhv. Reservejordem. pas Rigshospitslet.

hosnitalsaddsnnet Sygeplejerska

HårhMBBSvej !3 — HcMerap — M . Mdrap M M .

Frugten somBaMetie-

d r ^ r .

En ator Fordel ved F rug t er det,

a t Frugtsyrer med Lethed tslintetger

nSBsten alle Stags Bakterier.

Tyfuabakterien, Kolerabakterie.n og

andre Sygdomsspirer, som kan frem­

kalde a tu te Lidelser, dræbes hurtigt,

naar de kommer i Berøring med tynde

Opløsninger af Citron- eller Æblesyre.

Saften af Citroner og sure Æbler

dræber nsssten øjeblikkelig Bakterier­

ne. Naar man tilsætter Citronsaft til

Vand, kan man være vis paa. at alle

Bakterierne i Løbet af en halv Time

vi! være dræbte, hvis Vandet indehol­

der Tyfus- eller Kolerabaciller.

Denne Forsigtighedsrege! kan med

stor Fordel bruges af Rejsende, skønt

det naturligvis var endnu bedre at

undgaa al Risiko vod kun at bruge

kogt Vand.

Frugtens antiseptiske Egenskaber

gør den overiuaade værdifuld som

Rensningsmiddel for Maven og For­

døjelseskanalen^

De Bakterier, Mm udvikles i Mave­

sækken dør hurtigst, naar man nyder

den rene Salt af frisk Frugt.

Dette forklarer de gavnlige Virk­

ninger af Druekure, Æblekure og Fer-

ekenkure samt forskellige andre Frugt-

kure, som man har anvendt i mange

Aar i de forskellige Lande i Evropa.

Sprojbeskade og samtidig kan komme

langt flere af de overvintrende in

sektæg til Live; endvidere bør man

naturligvis sørge for, a t der bliver

sprøjtet omhyggeligt, ogsaa Undersi-

den af Grenene. Sprøjt ikke, naar

Knopperne om Foraarbt er begyndt at

bryde. Da dette for Stikkelebær og

Blommere Vedkotnmende indtræffer

ret tidligt, ofte Februar—Marts, bør

man altaaa foretrsekke den tidlige

Sprøjtning.

.

4

. p.

VatgaiyinlMspfiiite-.

miiMerMPnigttraéme.'

Kravene om sn rationel Pasning af

Frugttrsserne er blevet aktuel.

^ t af de vigtigste og tillige tilfor­

ladeligste 8prøjten!iJ!er er Carbo-

krimp. Ved de Forseg, der er foretaget

paa Statens Forsøgsstationer og hos

vore eterre Frugtavlere, har Carbo-

krimp vist sig som et sikkert insekt­

dræbende Middel. Dette P ræ parat ud­

mærker aig ved at kunne attvendes mod

de allerfleste Skadeinsekter, samtidig

med a t det er et udntærket Middf^j ti!

at fjerne Mosser og Laver; naar der­

til kommer, at Carbokrimp hvert Aar

fremkommer i samme Konsistens, er

det fo^st<^aeligt. at det har faaet en

saa stor Sukces. Carbokrimp kan for­

uden at anvendes paa frugtbærende

Træer og Buske ogsaa anvendes paa

stedsegrønne Træer og Buske, saasom

Chamaecypari^t^.Ttmyå. Taxus o. s. v.

Ved S()røjtning med Carbokrimp

bør man iagttage, at Tidspunktet væl­

ges rigtigt, helst Janu ar—Februar,

idet maa herved undgaar

Raad og Vink.

At epfrteke FWthatte.

Gmnle plettede Filthatte kan atter

blive brugbare, naar man behandler

den) paa felgende Aiaade: Man blander

en Del .Vmmonlak med to Dele Vand og

renser Hatten hermed ved Hjælp af en

ulden Klud. Efter at Hatten er blevet

ter, vi! man ti! sin Forandring se, at

den er blevet omtrent som ny.

Ubleget Lærred 1 Stedet for Meget.

Det er en stor Økonomi at købe uble­

get Lærreds Dækketej, da det er langt

stærkere end det blegede og meget hur­

tigt bliver smukt hvidt.

Amykoe

tillaves saaledes: En Pot Vand koges

Og deri hældes 40 g Borsyre, saa at den

smelter, derefter tilsættes 80 g Gly­

cerin, 6 Draaber Pebermynteolie og 5

Draatær Netlikeolie, att medens der

san)tidig rers godt om i Blandingen. Et

Stykke Filtrerpapir lægges i en Tragt,

som stilles i en Flaske, og man lader det

tilberedte Vand lebe her igeanm.e H^is

det er grumset, maa det filtreres endnu

en Gang.

At forhindre Blontotarftnoppor.

Affælden om Vlnforæ).

For at forhindre, at Bloæetorkaop-

pen falder ah, hvilket ofta

Kaasehsr, GseaaSsr eg lig

ter. maa man om Vintbren, naar

klart i Vejrst, overbruM dem med koldt

Vand. Dette Vand danner den velgø­

rende Dug, der er saa uundværlig for

denne Stags Planter, og manglsr de

den, falder Knopperne i AhainJelighed

af, lige som hele Planten lider.

a n n y E ie h n

ræ t tP ræ k tåM f e n d æ Jæ rd æ sæ æ d e r.

8o gæ æ rd .v e J M .

T ff. € i.æ t.

Bgøæ B ø fo rd rfæ g .

IndæeMng her: Onedag eg Fædeg (ra

4

BWædg.

„ F a d e h i e m m e t T a g e A n n i n d e *

vel Maltegssrdsvej.

Tlf. Gentolte 724.

Fodnø fahJen tp og B . r a . å . p t ø J . f æ . Ago < tr.

d o rA .sæ .d ø r F A N W T F H E H W

!n4ssel<)lu)t h.r Tlntdae og Torsdsc frs 2—4 RUm.

af et Lag Kalk- eller smaa ^lurstens-

brokker og saaledes skaffer Afløb for

Vandet. Over dette Grundlag fordeles

et Lag leret jo rd , og over dette igen

et Lag almindeligt Ler, blandet næd

Sand og en lille Smule Skovmuld.

„K lipperne",

smaa

Sandstens­

brokke, stikkes halvt ned i Jorden,

som arrangeres i uregelmæssige Høje

og Fordybninger. Maa planter nu et

Antal egnede P lan ter rund t om i Ha-

Ven. Husløg er f. Eks. udmærket at

anvende, og den lyserøde og purpur­

farvede Aubrietias, saa ve! Mm Alpe-

nelliker og Phlox er ligeledes fortrin­

ligt egnet til a t vokse i „Klippeha­

ven".

Alle disse Planter er haardføre nok

ti! a t kunne staa Vinteren igennem,

og hvis man forstaar a t arrangere

dem smagfuldt i den lille „Klippe­

have" i Altaarenden, vil man f^a me

gen Fornøjelse deraf.

MippehsveniAtaniiasen.

Altankaseorne frembyder ofte et

bedrøveligt Syn i Vintertiden. For­

frosne Pelargonier og viane Violer er

den sørgelige Rest af Sommerens og

Efteraarets Blomsterpragt, og der er

ikke Udsigt til FornyelM af Blomster­

ne foreløbig. Man kan imidlertid

selv pynte sine Altankaeeer nydeligt

i Vintertiden med de saakaldte Klip­

pehaver. Man anskaffer sig en stærk

Træpakkaese og skærer den til, saa

den passer i Renden. I Kassens Bund

eventuel t bores seks—syv Huller, eom dækkea

.\f Arnold Hending.

Hun laa i sin EnMmhed og lyttede

t)l det sydende Liv, der rørte sig ude

! flet) fattige, graa Sidegade.

Og<^;m her var Livet, Færdslen,

fe?.t))aa) irket.

Ont nogle faa Timer vilde en usyn­

lig llaand løfte en usynlig Tryllestav.

Og ogsaa her i den ellera tunge og

elnve Sidegade med træ tte og graa

Mennesker, der var knuget af Fattig-

dounne))s og Lediggangens Kvaler,

vilde .Inlen vise sin forunderlige Magt

og tænde Trø.stens Lys i H jerterne og

faa Salmerne til at strømme over

ntatte Læber.

Ogsaa her' i den triste Sidegade,

hvor graa og grimtne Murmaeser

kvalte al Sindenes og Stuernes Lys,

kørte Menneskene i Forventningens

straalende Guldkaret.

Saadan var Julen. Den tvang alle

ind under sin Fortryllelse. —

Met) graa og dødstpærket, lille og

tavs laa Karen Easmussen i sin EnT

somhed og Armod og lyttede til Li­

vet, der flomntede uden for hendes

yinduor.

Der var kun Forhæng'for den ne

derstc Del af Vinduet, saa hun kunde

ee ud i Snevejret.

Den dejlige fine Juleene tilsløuede

den tunge Qenbokaserne, som hun

kunde bLve saa tris t af at betragte til

daglig.

Aa, hvor det sneede.

Hun laa og fulgte, hvorledes Skum­

ringen ligesom kvalte Dagen noed sne­

hvide Hænder.

Aa nej, hun vilde ikke tænke paa,

a t ogsaa hendes Livs Lys var Skum

ringen ved at kvæle — med snehvide

Hænder.

Hun havde tænkt saa meget paa

sin første Fortid i Dag. Jo, for hun

havde, syntes hun, baade en første og

en anden Fortid, og hvis hun kunde

holde sin anden Fortid ude af Tan­

kerne, saa syntes hun, at hun lang-

Mmt kunde mærke et Greb om sin

Sjæl — af snehvids Hændsr.

Visheden for, a . hun snart skulde

dø, rejste sig som en tyk, tung Mur

om hendes Leje.

Hvis nu det blev i Aften. Var det

ikke smukt, ja, det allersmukkeste,

der kunde ske, naar hua alligevel

skulde dø — at Døden pustede hendes

Lys ud netop paa en Juleaften. Men

hun fortjente jo slet ikke en saa smuk

Død. -

Udenfor borede det afmægtige

Dagslys sig afkræftst geansm Skum­

ringen. Og Sneen vældede eg hvirv­

lede ned. Hvirvlede i meningsløs Dej­

lighed . . .

Mon Brevet au var aaaet hjem!

Angsten krøb som et koldt Dyr ned ad

hendes Ryg.

Hvis dst hfu ikke vsr aaaet hjem t

F ru Hansen Aatde jo lovet at be

sørge det i Gaar.

Travlheden.

Der lød dvaske Trin udenfor. Det

lød, som det var hendes.

— F ru Hansen t kaldte hun med

Besvær.

Tomhede)) svarede.

Gennem Snevejret lød fra Genbo­

huset spredte Linjer af Juleealmer.

Det Barn, Mm sig glæder fromt og

sksnt — skal aldrig den Qlsede miste. .

Hvis Brevet var sendt af Sted i

Gaar, havde Moderen tsMt det nu.

Lille Mor.,

Hendes Øjne søgte det gamle Por­

træ t henne paa Kommoden. Det ene­

stø Minde hun havde i sin Stue om

den Gsmg.

Hun vidste, at Moderen vilde til­

give hende, at hun ikke havde skrevet

hjem Gud v^d hvor længe.

I de Aar, hvor hun ligesom en

Bfo)))st blev pillet for Blad paa Blad,

hvor hvor Dag bragte hende ny Ska)n,

tvang hende til ny Ydmygelse. Hen­

dea Liv var son) et af de skønne Huse

i Barndomsbyen, der forfaldt. Hver

Dag drev Tilværelsens onde Vejr ind

over hende. Og nu kyssede Mindets

Aftensol kun lid t fattige Ruiner.

Og hun, som havde drømt saa rigt.

Selvbebrejdelserne jog som tunge

og hungrige Fugte ind over hendes

Sjæl og hakkede af hendes Hjertefred.

Jo, hun vilde heller ikke smjHtke no­

get psMs det nu. Hun havde ringsagtet

alt det derhjemme.

Det var for smaat og dagligdags.

Hun vilde ud. — Til Kjøbeahavn.

Det store Vingesus. Moderens Forma­

ninger ti! Trods. Og saa blev det hele

kun Fald, dybere og dybere.

Det vstr umuligt at skrive hjeas:

Jo, Løgn paa Løgn.

Nej — det var Ens Mor for god til.

Og Gunnar . . .

Som hun j Ungdoms Overmod rin-

geagtede.

En Bondedreng

Hvad mon der var blevet af hamf

Ensom maauke som hun selv. Gift

vel. Snarere enMm. Hans sidste Ord,

da de skiltes, var jo, a t han vilde

vente, om det saa blev — forgævea

Hun græd svagt og smertende.

Udenfor i det lyse Mørke hvirvle­

de Sneen. Hvirvlede saa maningsløst

som Mennesker i Sksshncns Vejr. Der

var lyst derude. De sidste travle Fod­

spor havde Sneen trav lt med at

fjerne.

Saadan vilde ogsaa Glemsleaa

Stev hvirvle ned og dække Mindete

Spor. Ethvert Menneskes Spor.

Gunnar . . .

Det var ligeeom der var Liee i bare

det, ordløst a t nævne hans Navn.

Alle de andre, hun havde kendt,

hvor var de n u ! Nu, naar hun havde

Brug for dem. Naar h)rn laa har en­

Mm — Mm at stumt Skrig om Hjælp.

Om bare en eneste Haand af en Ven.

Men Tomheden svarede.

De var borte, alle Vennerne fra

Fssternei Atle dem, der havde elsket

hende tomt.

Vintervandring.

Tidligt kom Vinteren og lagde sin

haarde Haand knugende owr Jorden.

De sidste Blade er faMet, og den Man­

ke !s dæklser vore Damme og Seer.

Saa faldt den ferste Sne, og en Mor­

gen var Jorden hvid. Der er aoget fest­

ligt over Vinteren og den fmsle Sne.

Meet er det vel naøea, som taler til oa,

o^aaret er dan

.UageCSm3S!^gC!^Sne er den vsånk.

saa jomfruelig

og eaa stHla og tyst. Den taler et andst

Sprog end det lysegrennø Løv, dan hvi-

sker saa underligt stille til vort Sind.

Men den kan ogsaa være munter og

fortryllende; naar Træer og Busks stasr

med det fine Drys paa alle Kviste og

Grene, er det, som om de formuaamer sig

og bliver til Eventyr. De var saa dyatre

og alvorlige; men nu er de blerst eom

glade Bern, fulde af Leg og Skælmen.

Der er kommet saa mange Fugle, der

er Mejser, Mnøviter og Bogpuker, og

der er smaa, brogede Gsester, eom alje-

rede er eegt herned fra Skovena mod

Nord. Nåde i Skovbunden pusler den

travle Solsort i det viane Lev, det er

den flittigste af alle vore fugle.

To vævre Egern lege) i en gammel

Eg, de farer Dsndt efter hinanden, fly­

ver op ad Stammen og springer fra Gren

til Gren 1 ea svimlende Tagfat.

Nede ved Stranden kommer Belger

Der var kun ¿n i hele Verden, tou)

holdt af hende, havde holdt af hende,

og dot var ham, hun i Ungdoms Let­

sind forlod. Gunnar 1—

Den tunge, troværdige og fattige

Arbejder fra Barndommens og Ung­

dommens grønne Land. —

Udenfor ringede Kirkeklokker J u ­

len ind.

I Ensomhed og Armod laa hun her

og ventede. Som et vissent Blad, der

venter, a t Blæsten skal rive det lea

Hun feler sig trøstet ved at blive

slettet ud med Moderens og hstns

Navn som Lys i tin Sjæl. H)tn tynee,

hun har Lov til a t favne de to Navne,

for hun har bedt i Brevet bm at h ilse !

Gunnar for sidste Gang med Bøn om

Tilgivslse. Og hua véd, at det har de

begge to givet heade.

Klokkerne ringer endnu. Fred t

Hjerterne og Hjemmene. Og Sneen

hvirvler endnu. Udenfor gaar Gang­

døren. Paa denne Tid —1

Hun lytter. E r det mon F ru Hansen !

Saa kommer Angsten for Brevet

igun w e r heade Mm en klam Taage,

der fylder den møtke, kolde Stue. Hun

lytter.

Hun ka)) jo have hørt forkert —

Mm fer. Men hun kommer vel inden

a lt for længe ind ti! hende. Hun faar

vel ikke Lov a t ligge helt alene en

Juleaften. .

.

)

Gssngdøren gaar igen. Mers lydt

end før. Fru Hansen ve)! —

Det banker paa hendes Dør. De^

^lynúe Smaíhen.

P r y d

bringer lettere og mere tvsngfrl

Gang

Utejlbarligs Rtsultstsr lorMsdanns

opaaas vtd specie! Behandliog hos

Fmttm Btrii)!

exam. Fodhege og Sygep!s)srske

AfMsf rfgMgf

assøersøofø aæø

0

Tt/. On/fSp )T)S

ns mttende med sk)))))kiædts Toppe,

Søen er bister og vred, det sr nses(<-n

Storm, og en lille Skade kæmper sig

langsomt fremad langt ude. Skyerne ha-

ster hen over Himlen, det sar ad, sosn

om ds jager hinanden, ¡nødes j)g sklllve

og skifter Form.

Helt nsds vsd Strandbredden ligger

en lille Hok Vildsw)dcr, de leger og

latitr sig e n g e paa-de fallende Beiger,

bag ea Sten ligger en gnsasnel Andrik,

den ser paa l^gen og holder samtidig

Vagt. Mig har den straks set; msa den

forstaar aabenbart, at jeg vil intet

ondt.

Ds lever saa frit og legende, de amaa

<^ttaS)H)uger derude t rsaturen; msø

tid er der Farer, eltid mee de være psa

Pott med alt det onde, som lurer psa

dem.

Hver Dag bærer det lille Faglebryst

i Angst; men naar Faren er ovre, sse

er den glemt, saa er de glade og legen-

<le paa ny. De er et Bilicde psm en Sørg-

leshed, tier gaar over al Forstand, da

lever 1 Nået og tror paa Solen og den

lyite Dag Derea Liv er en Kamp; mm

da bliver aldrig trætte af at værge sig

med de Midler, de bsu-, selv om dS kun

or smaa

Vi har alleeammen godt af sA læ)s

hflt af Naturens stnaa, sv)tge Vsssaer.

Ogsaa vi sr svage; men vi maa tære at

staa paa Vagt, altid at staa paa Post

og bruge vore Evner i den stadige

Kamp, so)o Livet er. Men, naar vi har

gjort vort bedste, saa at fange lidt af

SnMMsfugls))es glade Sorgtøshed og Trø

pa.s Solen og den lyse Dag.

Aforlrn EorsA.

kan ikke være Fru Hansen.

j o ^ ^ d R ^ m &

Det banker kraftigere.

Hun svarer ikke. En Anelse over

væMer hende. Saa gaar Døren op

Hun skimter i ea underlig Halvangs

Omridset af en Mand.

— K a ren !

Karen , Rasmussen

Haas Stemme skælver. Han gaar int

og !ukker Døren bag sig.

Hendes smalte Kinder brænder

Hun faar rejst sig halvvejs op i Sen

gé".

— Kommer du 1

I do faa Ord sisar hendes Jub<'

ud. Saa synker hun tilbage i Seagsn.

— K aren !

Han knuger hende ind til sit Brysl

mens Angstsn for at miste hende

miste hende nu, pisker igenhetn ham

Deres Læber brænder i et lykkesng^l

Møde. 1 en stille atild Angst favnr)

han hende.

Saa visner hun — helt n)eHem han:

Hænder. Stille, )ued øt Stnil af Sot

opgang og Evighed. —

U&m ^r i

Sneen. Men Klokkerne tier. Salme

sangen stiger som slørede Søjler mod

Himlen.

Hstn hulker eo)n et Bar;-.

Han er som en skrøbelig Baad i

Herrens Vejr.

Lille Karen, lille Karen, saadsn

skulde jég Hnde dig — og miets dig.

Hendes rens, fine Smil var den Ju­

lens

Roee,

hun rakte ham.