57 / 219
M A T T H I E U T O Y O N
i begge tilfælde ved, at vedkommende opgav bopælen her i Køben
havn.
Ved sparsommelighed, flid og dygtighed arbejdede han sig op,
ikke ad embedsstigen, men i sin borgerlige næring, indtil han så
sig som ejer af en af byens smukkeste gårde på Østergade, hvor
han i »Stadens Herbergshus« kunne modtage udenlandske gesand
ter og andre fornemme fremmede gæster. Sin løbebane kunne han
slutte med at modtage det ærefulde hverv som selve kongens køk
kenmester.
Umiddelbart kunne det tyde på en vis bjergsomhed, når vi ser
Toyon optræde som kreditor ved finansieringen af teatret i Lille
Grønnegade og senere som kalkfabrikant på Østerbro, men en
undersøgelse af omstændighederne viser, at foranledningen i begge
tilfælde har været en håndsrækning til økonomisk betrængte lands
mænd og venner på linie med, at han ydede direkte pengelån til
betrængte medlemmer af den fransk-reformerte menighed.
At han var personlig værdsat såvel inden for menigheden som
af det københavnske borgerskab, har man vidnesbyrd om ved hans
valg til kirkens konsistorium og til broder i skydeselskabet.
Ved sit eget og sine børns ægteskab fik han familiær forbin
delse med reformerte familier som Abbestée, Fabritius, Gandil,
van Hemert, Jean, Macculoch og Ross, der alle spillede en vis
rolle i datidens københavnske næringsliv.
I den generation, der dannedes af de reformerte emigranters
børn, knyttedes der ved ægteskaber så mange slægtskabsbånd, at
man næsten kan sige, at samtlige reformerte familier er beslæg
tede. I vid udstrækning gjorde den samme tilbøjelighed til ægte
skab mellem reformerte sig gældende også i den næste generation,
ja endog langt ned i det 19. århundrede. Af en vis betydning har
det formentlig været, at ifølge forordningen af 6. sept. 1690, der
indskrænkede de reformertes privilegier, skulle børn avlet i ægte
55