267 / 286
at frede ri ksbcrgske Grundejere stod bag Projektet. Lokalinteressen var alt*
saa bleven vakt, og binansen har ganske ligefrem sporet Penge i Foretagendet,
fremfor blot at betragte dette som en Udgift!
Tyve Aar senere, i 1919, blev et Forslag i Lighed med det først omtalte
- med Buen ind i Søndermarken — fremsendt til Indenrigsministeriets Ar*
bejdsudvalg, og da det dengang, ligesom nu, væsentlig gjaldt Hensynet til
Beskæftigelsesmulighederne, frygtede man med Grund at se Projektet gen;
nemfort. Imidlertid indleverede Professor Carl Petersen m. fl. en Protestskri;
velse til Indenrigsministeriet, som havde nedsat et Udvalg til Behandling af
Forslaget, i hvilket Udvalg Københavns daværende Stadsingeniør Voigt alle;
rede havde fremhævet, at Forslagets praktiske Følger ikke opvejede den æste;
liske Ødelæggelse, som Virkeliggørelsen vilde føre med sig. Sagen nod her;
efter ikke Fremme. I 1921 forsøgte Forslagstilleren atter at faa Projektet
frem, hvilket fremkaldte en ny Protestskrivelse, denne Gang understøttet af
en i samme Retning gaaende Udtalelse fra Kunstakademiet, og Faren drev
igen over. —
Nu tog Københavns nye Stadsingeniør, A. C. Karsten, Initiativet til, at Sporgs;
maalet Frederiksberg Bakke blev taget op til en gennemarbejdet Behandling,
og det blev i 1921 overdraget Arkitekt Charles I. Schou, der paa det Tids;
punkt var Stadsingeniørens Konsulent i Byplanspørgsmaal, at udarbejde et
Projekt til Sagens Løsning (findes gengivet i Tidsskriftet „Forskønnelsen“,
Hæfte 1/1942).
For at forstaa dette Projekt, der i Dagspressen er blevet sammenlignet
med Via due Macellis’ Fortsættelse under Qvirinalets Haver i Rom, maa man
erindre sig den foran givne Karakteristik af Slotsanlæget, som det tog sig
ud i sin oprindelige Skikkelse: to Plateauer, af hvilke det højestliggende
bærer Anlægets centrale Element Slottet, netop paa det Sted, hvor Over;
gangen til det lavereliggende sker gennem Terrasseanlæg.
Det drejede sig derefter om den dobbelte Opgave: at gennemføre Ros;
kildevejen paa den trafikalt set bedst mulige Maade og samle det splittede
Anlæg til et Hele. Det er det, der er sket i Arkitekt Schou’s Forslag af 1921.
Dyggve skriver herom: „Lodret under den nuværede vej indkapsler Archi;
tekt Schou færdselen i en ca. 150 m lang tunnel, hvori niveauet ved Fasanvejen
føres igennem. Derved er den trafikale side af sagen løst i overensstemmelse
med den tendens, som udviklingen har medført landet over, at nærme vejene
mest muligt til vandret plan. Den utaalelige hindring for færdselen, som bak;
ken betvder, er fjernet. Men hvad der er endnu vigtigere
ialt fald for den,
som ikke skal følge et flyttelæs opover — er, at adskillelsen bliver hævet mel;
lem Frederiksberg have og Søndermarken, og enheden i slotsanlægets grund;
tanke genoprettet ved indførelsen af det ubrudte plateau foran slottets
sydside. Dette plateau med den søndre have, paa hvilket slottet skyder sig
frem mod den lavere nordre have, er saaledes funktionelt adskilt fra den
forsænkede Roskildevej. Tunnelmundingen vil virke omtrent som en adgang
til en by, og oppefra vil man — som fra en ny Vesterport — have en fri
udsigt til begge sider“. Skønt Københavns Kommune tilbød at bære en Del
af Udgifterne ved Projektets Gennemførelse, blev det dog henlagt efter lang;
varige Forhandlinger. —
Andet Forslag til Gennem
skæring ved en Bue ind i
Søndermarken (
1919
).
Andet Forslag til Tunnelering
(1921
ved Charles I. Schou).
2 3