183 / 230
180
V ilh. L orenzen
udstedte Forordninger.40) Men Aaret efter, 1702, over
lades Renholdelsen for 7 Aar til en særlig Inspektør.41)
Derefter blev tru ffet andre Ordninger. Forholdene var
ikke lystelige og kraftig Indgriben i Sandhed paakræ
vet. Regeringen bekender i Instruksen af 1701 selv, at
„vi Dag for Dag ugærne maa fornemme stor U sk ikke-
lighed her at gaa i Svang, med den megen Urenlighed,
som overalt paa Torve, Gader og Stræder daglig tilsam
les og ikke efter derom allernaadigst gjorte Anordning
jævnlig bortføres, som det sig bør, men at den derimod
paa mange Steder ikkun bliver samm en fejet og i store
Hobe og Møddinger henlagt, Staden ikke til ringe Van
held, foruden den Vederstyggelighed, som saadan
Uhumskhed ellers med sig fører“.
At Pesten 1711 ikke er uden Forbindelse med slige
Forhold kan man gaa ud fra, og dette U lykkesaar satte
da ogsaa en ordentlig Skræk i Livet paa Myndighederne
— m indre aabenbart paa den jævne Mand. Aaret efter
griber Kongen energisk ind, netop med Pesten som Bag
grund. Men der var stadig lang Vej frem og hele Resten
af Kongens Regeringstid kan man møde drastiske Sk il
dringer af Gadernes og P ladsernes svinagtige T ilstand.
1716 var det særlig galt med „Renovationen“ og man
prøver sig frem med forskellige Ordninger. Problemet
synes i det hele taget at have været m eget vanskeligt
at klare. Og dertil kom Besværlighederne med at finde
Lossepladser. Ogsaa dette krævede talrige Forordninger
og Kontrakter.
Og dog — trods alt faar man Indtryk af, at Klagerne
i Kongens senere Aar mere gælder enkelte bestem te Ste
der end Byen i Alm indelighed og man kan derfor gaa ud
fra, at
B y e n s om H e lh e d v ir k e lig i F r e d e r ik I V ’s senere
A a r er b le v e t m e r e ren
—
og sund .
40
)
K. D. V II, Nr. 990.
41) K. D. V I, Nr. 1005, 1014, 1022.