192 / 230
P rob lem er i K øben h avns H istorie 1660-—1757
kunde f. Eks. have skabt en Cirkelplads om Trinitatis
Kirke, „hvor alle angrændsende Gader kunde møde hver
andre“ — et af barok P ladskunsts Yndlingsmotiver. —
Og man kunde føre den paatænkte „nye Vestergade“—
Frederiksborggade — igennem til U lfeldts Plads og videre
ligeud til Gothersgade. Dette Gadestræk kunde desuden
tænkes krydset af en Tværgade fra Stranden til Nørre
vold, saaledes „at man, paa Centro fra deres Kors staa-
ende, kunde se til Vesterport og Gothersgade, til Stran
den og Nørrevold“. Man havde haabet ogsaa derved at
kunne skaffe Helligaandskirken „den herlige S ituation“,
at man fra Købmagergade kunde se lige ind paa dens
Kirkegaard — „med andet mere som vi i denne Forret
ning for ommeldte Aarsags Skyld forbigaar“.
Komm issionsherrerne var dog ikke for intet Børn af
Barokkens Forkærlighed for Stjærnepladser og for lang
strakte Vu’er. Men man
a n s a a d e t f o r h a a b lø s t a t ville
o m b y g g e d e n g a m le B is p e s ta d i d e n v ir k e lig sto r e S t i l !
Med en mere hen syn sløs Hersker end Frederik IV havde
det m aaske lettere kunnet lade sig gøre, men Kongen
var — med sit gode Hjærte — ængstelig for at træde
Indbyggernes Grundejerrettigheder for nær.
Selvsagt maatte Komm issionen ogsaa tænke over,
hvorledes Gadeudvidelser og Gennembrydninger kunde
gennem føres i Praksis. Man anbefaler den hævdvundne
Fremgangsmaade ved Expropriation — de, der m ister
en Del af deres Grunde, maaske det Hele, skal man
skaffe Erstatning andetsteds eller holde dem skadesløse
med rede Penge. Den kgl. Approbation endte med fø l
gende klare Ord: „Og naar vi saadan Eders allernaadig-
ste Relation, sam t de præcice Taxa over hver Grunds
Værdi, som til Gadernes Udvidelser medtages, have be
dømmet, ville vi allernaadigst være betænkt paa at an
befale Dig, N icolaus Banner Mathiesen, og Dig, Søren
Balle, enhver af Indvaanerne sin Grund at tildele“.