16 / 109
Indledning.
5
Aftensbordet var Prøven på Husets Velstand, -og i Fø
lelsen af den fælles Velvære lød der ofte fra Husbonden
eller fra Gæsten e t: »Gud ske Lov for den gode Mad!«
Deri laa tillige en Compliment til Husmoderen, som bun
besvarede med: »Vor Herre lægge sin Velsignelse i den«,
og det var den simple Bordbøn, som var kjærtelig ment.
Tyendet spiste i Stuen, rundt 0111 i de hyggelige Kroge,
og på Brødskivernes Tykkelse kunde man kende Husets
Rangforordning; men iøvrigt blev enhver rigeligt og godt
forsynet, og når Forholdet til Folkene kom på Tale, hed
det gerne: »Kår vi forlanger, at de trofast skal dele
Livets Byrder med os, så' skal vi ogsaa trofast dele L i
vets Goder med dem. Det er et dårligt Hus, hvor der
er noget, som er for godt til Folkene, og det betaler sig
heller ikke at spise dem af; for når de véd, at de har
Part i alt, så vogter de ogsaa på alt, som 0111 det var
deres eget.« Derfor var der heller ikke lukket og låset
for nogen Ting; den gensidige Tillid stod på Vagt over
alt. Folkenes Fødselsdage bleve fejrede lige så vel som
Familiens egne. Tyendet, der gerne var gammelt i Gårde,
søgte Råd og Trøst hos Husmoderen i alle deres private
Anliggender, og deres Medejendomsret gik så vidt, at de
omtalte Husets Børn som »vores Børn«.
Med de korte Dage fulgte de lange, hyggelige Af
tener i Spindestuen, hvor de stegte Æbler snurrede i
Kurven, der sluttede 0111 det blankt polerede Kakkelovns
rør; hvor Husbonden undertiden læste højt, snart af en
gammel Krønnikebog og snart »en køn Historie« af en
nyere Forfatter. Alt imellem fik man en Vise, hvis Om
kvæd blev sunget i Kor, og ofte, naar Manden ikke var
hjemme, vankede der en lang Række Spøgelse-Historier;
thi enhver nogenledes anseelig Gård havde sine Gen