238 / 251
For at finde en beskeden Bolig i denne bugnende Udstrutning paa den
grønne Krans om København, hvor der paa sine Steder svælger saa fornemt
skønne Villaer og Haver, at Sjælen, for at citere Esajas, bruser i En som
Harper ved Synet af dem, maa Fru Pedersen søge længere Vest over, hvor
det ikke er saa mondænt at slaa sig ned. Over ad Vangede og Gladsakse til.
Den lille hyggelige, i lang Tid upaaagtede Idyl Vangede bevarede helt op
i vor Tid sit Landsbypræg, og Vangede Kilde Nord for Gentofte Sø nød en
Overgang Ry viden om for sit helsebringende Vand. Rygtet dræede med saa
troværdige Beretninger om mirakuløse Helbredelser blot ved et lille Tvæt af
Kildens kølige, undergørende Fluidum, at Hærskarer af Syge samt de entre
prenante Udbyttere af Situationen, som ved saadan Forekomst altid danner
det grumsede Kølvand, strømmede hertil St. Hans-Aften og Aftenen før Vor
Frue Dag (2. Juli), der mentes i særlig Grad at nyde alle gode Magters Be-
vaagenhed. Da var her Liv paa den ellers saa fredfyldte Plet . . . Liv, Lidelse,
religiøs Ekstase, Haab og gudfrygtig Tro og den tøjlesløse Hengivelse i Nuet,
som ofte følger med Sindets kvalfulde Tynge. Antagelig har Holberg haft
disse to Afteners Leben i Tankerne, da han skrev „Kildereysen“ .
I vore Dage har Sygekasselægerne og hele den sociale Forsorg gjort, at
Vangede Kilde har faaet sin Fred ubeskaaret tilbage. Men som Svenske
krigen i gammel Tid hærgede Egnen her, saa har nu dens Beliggenhed ved
Slangerupbanen, der, mens disse Linier skrives, staar foran sin snarlige Elek
trificering, bevirket, at Grundspekulation og planløst, uskønt Byggeri er i
Gang med en ny Vandalisering.
Ud og ind ad Kongevejen halser Fartens Repræsentanter i Biler og paa
skraldende Motorcykler. Farten fremfor alt. Og Falcks Redningskorps og
Ambulancer fyger — som det synes med kortere og kortere Mellemrum
humpetudende over det gamle Opland, hvor der, de to omtalte Helseaftener
ved Kilden ufortalt, for et relativt kort Spand af Tid siden var saa ukrænke
ligt stille, at den lydhøre i Sommemætternes Tvelys kunde høre Najaders og
Alfers tyste Leg over Grønsværet og i Buskadserne.
Men hals væk, Børnlille! Udviklingen maa gaa sin Gang. Det tyvende Aar-
190