50 / 163
43
at udføre Tøndeurenlighed. Vognmændene undskyldte sig vel
paa det bedste, saasom med den megen Regn, der havde fnndet
Sted, men det hjalp ikke, og de idømtes store Bøder.
Da Konsortiets Kontraktstid var forbi d.
1.
Maj
1716,
nægtede
det at slutte ny Kontrakt, og Entreprisen blev da overgivet til
en enkelt Vognmand ved Navn Christen Pedersen Møller, der
imidlertid gjorde sig ganske umulig i Løbet af nogle faa Maaneder,
og i Sommeren 1716 herskede der fuldstændig anarkiske T ilstande
med Hensyn til Byens Renholdelse. I en af Politi- og Kom-
mercekollegiet i September 1716 afgiven Erklæring hedder det
bl. a. om samme Christen Pedersen Møller:
„Saasnart han skulde træde i Kontrakten og efter dens Ind
hold fremvise, at han havde sine Heste og Vogne komplette og
i Beredskab, fremstiller han sig første G ang med saa mange
Vogne, som kunde med engang brændes med Politimesterens
Mærke, og da han skulde komme frem med de øvrige Vogne,
spænde r han de samme Heste for de andre og kom frem med
d em .“
Om det tidligere Konsortium hedder det i samme Be
tænkn ing :
„Endnu har en streng Rigueur været Aarsag til denne Kon
fusion. Politimester vil, at Vognmændene, som stode tilforn for
Gadernes Renholdelse, skulde hver Morgen møde for Raadhuset
med deres Vogne, førend de kjørte paa Arbejd, saa og at de
skulde møde udi hans Hus om Aftenen for at giøre Regnskab
for hvad, som var kørt den Dag. Den første Anstalt var meget
god og burde vel at holdes; den anden Anstalt klagede Vogn
mændene meget over, ikke at kunne holde, saa som de om
Aftenen havde nok med deres trætte Heste at bestille, idet de
skulde spænde fra og røgte dem med Fode r og andet. Over
dette de ikke kom og holdt Bog med Politibetjentene, bleve de
op tegnede for efterladte Dynger. Naar nu Vognmændene skulde
betales deres Kvartal, maatte de korte, hvade de vare optegnede
for, og da klagede de høit, at de bleve straffede for det, de ikke
havde syndet, hvorfor Kollegium i Begyndelsen moderede Straf
fen, men dette blev saaledes udtolket af Politimesteren, at han
forekastede os offentlig, at vi holdt med Vognmændene, og han
kunde derfor ikke faa dem til at gøre deres Skyldighed. For
at befri os for saadant Tillæg, maatte vi bifalde Politimesters