77 / 132
Vor Frue Kirke.
Frue-Kirkes ældste Historie er indhyllet i Mørke, men det er vist, at den
allerede har været til i Ærkebiskop Eskilds og Biskop Absalons Dage. Nogen egenlig
Betydning fik den imidlertid først, da Biskop Peder Sunesen (f 1214) gjorde Kirken til
en Kollegiatkirke ved at stifte et saakaldet Kollegiatkapitel, bestaaende af
6
Kaniker,
med en Prælat, som var Dekanus. Allerede før 1316 var Bygningen bleven beskadiget
4 Gange af Ildebrande, og den havd'e lidt, saavel da Hertug Jarimar i 1259 erobrede
Byen, som da den overfaldtes af Normændene i 1306. Sandsynligviis er i Begyndelsen
af det 14de Aarliundrede den Muursteens Kirkebygning bleven opført, hvis Udseende i det
Væsenlige bevaredes lige til dette Aarliundrede. Det antages, at Taarnet fra først af bar
havt Gavle til alle fire Sider, ligesom Taarnene paa flere samtidige Kirker i Nordtydskland.
Under Christian II blev Kirken prydet og udvidet og fik et Spir af samme Høide, som
Kirkens Længde, nemlig 114 Alen; det var omgivet af 4 mindre paa Hjørnerne, hvert
af
8
Alens Høide. Ved Spirets Opsættelse skal der have reist sig en Trætte mellem
Bygmesteren og hans Mestersvend; thi Svenden mente, at han var ligesaa god som
Mesteren selv. Da nu Knappen skulde lægges paa Spiret, befalede Mesteren, at en
Bjelke skulde udlægges og fastgjøres. Paa denne Bjelke gik Mesteren ud lige til Enden
deraf og huggede en Øxe fast deri, som han bød Svenden hente tilbage, fordi han
trodsede saameget paa sin Dygtighed. Svenden, som var hidsig og ærgjerrig, vægrede
sig ikke ved at gjøre det og gik ud for at tage Øxen tilbage, men blev hovedsvimmel,
faldt ned til Jorden og døde. Det taler iøvigt ikke for Mersterens Duelighed, at Taarn-
knappen kort efter blæste ned i en Storm, og at hele Spiret Aaret efter maatte ned
tages, efterat Storm og Lynild havde bidraget til at beskadige det, for fra Nyt af at opføres.
Ved Reformationstiden havde Kirken 16 Altere foruden Høialteret, som var prydet
med konstigt Billedskjærerarbeide og rigt forgyldt. Da Reformationens Lærdomme ud