93 / 170
90
at det v a r ham jeg havde det fra, Erindringen
dukkede pludseligt op i m ig ; men ingen a f os
sagde noget. Det v a r farlige Tider.
Under en Maaneds Ophold i Christjanshavns
Fængsel snød jeg mig fra Fangekosten ; det v a r
den Gang et K ru s va rm t 0 1 om Morgenen K lokken
6 , en Skaal Suppe med K ød , Æ rte r og Flæsk eller
lignende K l. 1, og ellers Vand og Brød efter
B ehag. A rrestbetjen tene havde læst i Aviserne at
jeg v a r kommen hjem fra F rank rig i Anledning
a f en kriminel Anmeldelse a f
Hans Jægers
»Syk
kærlihet« som v ak te et frygteligt P o styr, jeg me
ner Anmeldelsen.
Hørdum
m aatte stoppe Salget
a f B lad et, og
W iinblad
sagde om Hans Jæ g e r :
— Det er dog kolossalt hvor den Mand er æ rlig !
Han m ente: hvor vi andre er uærlige. S aa tele
graferede han til mig om at komme hjem og navn
give mig. Det gjorde je g ; og nu sad jeg altsaa
Underretsdommen a f da jeg ikke havde Tid til
at vente paa Højesteret. Da Celledøren v a r smæk
ket i bag mig, kom en ve lvillig B etjen t ind og
satte sig paa Træbriksen, medens jeg efter Regle
mentet stod op. Han bød mig en B itte r, der kom
en P akke Mad frem, han skænkede en Snaps op.
Det er fra min Kone, sagde h a n ; det kan vi afgøre
naar De kommer ud ! Je g fik saadan et T rak te
ment to Gange om Dagen og Formaning om altid
a t staa med Ryggen op mod K ighu llet i Døren.
N aar jeg en Gang om Ugen tog B ad i A rrestbe