59 / 140
— 56 —
hans Kamp om Grundloven, at den første Række
Modstandere, han mødte paa Skansen, var selve
Grundlovsmændene fra 48, Hall, Krieger, Fenger,
Ploug, Madvig. Selv om disse Mænd med Hoved
rysten og Ringeagt vendte sig bort fra en saa vulgær
Parlamentarisme som den Bergske, saa var de jo
ikke Anti-Parlamentarister eller Provisorister som
Estrup. Om maaske en Mand som Klein vilde være
gaaet med til Provisoriet, kan være tvivlsomt, —
Hall, Krieger, Fenger vilde ikke være gaaet med.
Nu drev Berg først Fenger, derpaa Hall og Krieger
bort fra Ministerbænken og kaldte Estrup frem som
deres Afløser. Det var hans første Fejl.
Berg var ikke den Mand, der havde Pietetsfølelse
for disse graanede Frihedskæmper fra Fyrrene,
hvem Landet dog skyldte saa meget, og hvis
Tid dog snart vilde være forbi. Medens vistnok det
hele Ting var stærkt betaget af Kriegers Foredrag om
det parlamentariske Spørgsmaal, svarede Berg ham
ganske tørt, at det maaske var »teoretisk smukt«,
men »man havde dog hørt det meste før«, endog »for
nylig læst det i et Dagblad«, og her udover indeholdt
det »intet Oplysende« og »intet Saadant, som jeg for
mit Vedkommende behøver at besvare«. Det var den
Alen, hvormed han maalte saadanne Modstandere. Og
med den samme Alen maalte han de reelle Magtfor
hold i Landet. Hoffet, Hæren, Embedsmændene,
Domstolene, Hovedstaden, Købstæderne, Pengeverde
nen, Godsejerne, Mellemklassen paa Landet, Uni