100 / 249
98
Peter Henningsen
det var ikke en opgave, som politiet for alvor kunne magte. For der var
i sandhed meget at kontrollere og regulere, når hele erhvervslivet var
bygget op på tildeling af særlige monopoler og privilegier, importforbud
og ekstremt høje toldgrænser (der selvfølgelig fremmede en heftig smug
leraktivitet og handel med smuglervarer, den såkaldte kontrabande) osv.
Laugsmestrene selv hjalp dog aktivt til.Det var jo også ideres interesse,
at ingen gjorde noget, de ikke måtte og som skadede laugets interesser.
Alle overvågede kort sagt alle, man inspicerede og kontrollerede, man
følte sig konstant gået for nær eller forulempet og en stemning af idelig
mistænksomhed mod altog allebeherskede store som små.
Følelsen af atblive forulempet af ’nogen’var stærk ide enkelte laug.
Det ene laug mistænkte det andet for at gå dem i bedene og man kla
gede jævnt hen tilkancelliet og Magistraten over virkelige eller indbildte
forurettelser. Så ville et laug have monopol på det ene, så ville et laug
have monopol på noget andet og så fremdeles -og ingen syntes atskænke
almenvellet den mindste tanke. Myndighederne brugte anselige mængder
af tidpå atforholde sigtilalledisse ansøgninger og klager, forhøre sighos
oldermændene ide forskellige laug osv. Men beskyldningerne og klagerne
fikaldrignogen ende.
Myndighederne mistænkte pøblen for atvillesammenrotte sigog lave
optøjer ved enhver tænkelig lejlighed. Pøblen mistænkte myndighederne
og ’de store’- som man benævnte alle indflydelsesrige personer - for at
rotte sig sammen mod menigmand for at berige sig selv. De folk, som
det var lykkes at få monopol på en bestemt handelsvare eller håndværks-
fabrikation, mistænkte andre for at bryde monopolet og følte sig over
beviste om, atderes eneret ikke blev respekteret.
Det eneste man kunne blive nogenlunde enige o m var at nære uvilje
mod de militære, som fyldtebyen med deres tyske sprog og fuskergøremål,
og som de fleste ønskede hen, hvor peberet gror. Overalt var der nid og
nag, korporation stod over for korporation og skiftende alliancer blev
indgået. Snart var det bagersvendene, der sloges med soldaterne, så var
det studenterne (de synes idet hele taget at have været de mest aktive),
så var det matroserne og soldaterne, der var i håret på hinanden, så
kæmpede svende mod mestre, så kæmpede pøblen med fattigfogederne,
så kæmpede slotsholmsvagterne med politibetjentene, så sloges bønderne
med gadedrengene eller de sloges indbyrdes. Der herskede en splid og
ballade som kun dårligtstemmer overens med patrioternes højstemte o m
kvæd o m det fælles bedste og det lyksalige samfundslegeme.