102 / 249
100
Peter Henningsen
samme hammel. Snarere tværtimod. Den korporative kultur skabte splid
- en ’os’ mod ’dem’-tankegang, hvor man kun tog hensyn til de æres
begreber, der var fremherskende inden for ens egen statusgruppe og hvor
de øvrige sociale grupper blev betragtet som modstandere, der skulle be
kæmpes.
Inden for hver enkelt statusgruppe fandtes endda yderligere dis
tinktioner: Inden for byens borgerskab skelnede man f.eks. mellem
handelsmænd og håndværksmestre, og mellem håndsværksmestre og
håndværkssvende. Nogle laug opfattedes også som finere og mere
fornemme end andre.56 I militæret var der en klar sondring mellem
officerer fra de forskellige regimenter og selvfølgelig mellem officerer
og menige, i flåden sondredes der ligeledes mellem officerer og menige
matroser og igen mellem matroserne og flådens faste stok, dvs. de
hundredvis af håndværkere, der var beskæftiget med bygning og ved
ligeholdelse af orlogsskibene. Hver gruppe havde sine egne normer og
virkelighedsopfattelser, og tit og ofte kom de i karambolage med de andre
grupper. Især var menige fra landetaten og universitetets studenter tit i
klammeri.
Den korporative struktur og den kultur, som skabtes på baggrund
heraf, udgjorde den rettesnor, man orienterede sig efter, og man var altid
overbevist om, at det var nogle af de andre korporationers skyld, hvis det
gik tilbage for en selv eller for ens egen gruppe. Man så sig hellere om
efter en eller flere syndebukke, det være sig de andre laug, de militære eller
måske jøderne, som også blev for had, når tingene gik skævt.
Og syndebukke, dem var der rigeligt af i 1700-tallets København.
Frimestre, fuskere, projektmagere, jøder og soldater, der ikke kunne leve af
deres lave sold og derfor var tvunget til at gå laugshåndværkerne i bedene.
Hvad skulle de ellers leve af? Privilegiesystemet og den korporative kultur
skabte en kronisk mistænksomhed og væren på vagt overfor alt og alle.
Det var ikke kun blandt hofsnogene på Slotsholmen, at kabaler og intriger
trivedes. Rænkesmedene og komplotmagerne havde kronede dage overalt
i den lille storby.
Knap nok sproget var man fælles om, for dansk var langtfra ene
rådende i hovedstaden. Der taltes især meget tysk, men også norsk. Tysk
var først og fremmest elitens og militærets sprog, og størsteparten af
officererne og de menige var af tysk herkomst. Omvendt var flåden et
rent dansk-norsk foretagende. Det i sig selv gav nok af anledning til
skærmydsler. Men der taltes også fransk og sågar jiddish. København
var et nordisk babelstårn, befolket af mange nationaliteter og kulturelle