189 / 249
Snart med klap, men mest med stok
187
skulle [have] danset skjolddans, havde jeg lavet det danske rigsvåben med
hermelinskåben på skjoldet uden at ane, at det skulle jeg ikke få fornøjelsen
af at slå på; men det er atter en af disse »rosiner«, som skal få sin forklaring
på et senere tidspunkt.
Der er endnu en begivenhed, som jeg mindes både med stolthed og
glæde; det var, når hele skolen marcherede daglig om sommeren ud til
soldaternes badeanstalt, senere til Helgoland, da frihavnen blev anlagt.
Tidligere i mine erindringer har jeg jo fortalt om den skræk, jeg følte
blot ved at gå ud ad broen, når jeg vidste, at jeg skulle smides i vandet,
og jeg skal ikke nægte, at nu var det mere angsten for at stå som en pjalt
i kammeraternes øjne, der fik mig til at vove springet på hovedet ud i det
dybe bassin.
Jeg havde selvfølgelig korksele på, og en dreng fra ældste klasse gik
med rebet fra selen i hånden og underviste mig i svømmetagene. Nu var
jeg glad for vandet, fik efter nogle dages forløb byttet korkselen om med en
»slapsele«, dvs. kun et lærredsbælte, men stadig med reb i, indtil jeg kunne
aflægge prøven i frisvømning bassinet rundt, og ingen af kammeraterne
anede noget om de tantaluskvaler, jeg havde været igennem den første tid.
Jeg tænker på, at dersom »Thor« havde kunnet læse mine tanker, da jeg
første gang skulle springe, så havde han leet ad mig, og jeg var sikkert dalet
flere grader i hans gunst.
Skolen har jeg at takke, blandt mange andre gode ting også, dette, at
jeg fik kærlighed til vandet og blev frisvømmer, som bestod i, at to rækker
drenge stillede op lige overfor hinanden, sprang ud, svømmede under van
det indtil de fandt modparten, der vendte ryggen til, og lod sig bjærge ind
til trappen.
I ældste klasse sprang jeg fra vippen og kunne som nr. 1. i gymnastik
gå uden for rækkerne og dirigere skolen på dens march gennem gaderne,
hvor vi livede op med vore sange som f.eks. »Hvis du der ved hanen
rører«. Der var den pudsighed ved denne sang, at den yngste klasse havde
fået det til »En student ved hanen rører«, til stor morskab for os andre.
Carl Vilhelm får et tilbud
Den tredje lærer, som ikke boede på skolen, var vores tegnelærer, en
gammel skaldet mand, langt over de 80, og som derfor rystede noget på
hænderne.17 Det vakte derfor nogen undertrykt munterhed, da han var
blevet irriteret engang i timen over vores trang til at sludre trods gentagne
advarsler, at han pludselig råbte med sin rystende gammelmandsstemme:
»Jeg slår kun sjældent drenge, men når jeg slår, så slår jeg satans hårdt«.