190 / 249
188
Carl Vilhelm Vetersen
Det blev dog kun ved truslen og et meget lille dask i nakken på en dreng,
når han kom og så hans tegnepapir sort som jorden og med tykke, sorte,
skæve streger og et fuldkommen forrykt perspektiv.
Jeg elskede at tegne. Det faldt mig så naturligt let at fuldende en
tegning i timen foruden de tegninger, der blev stukket hen til mig for at
rettes, når den »gamle« ikke så det, og det var ikke svært. Denne gamle
lærer havde vi kun i halvandet år fra jeg kom på skolen, hvorefter vi fik
Vægterens søn, der som student virkede ung og frisk og ikke sparede sig
nogen anstrengelser for at finde emner til at tegne.
Jeg havde tegnet alle fortegningerne, vi havde, både tavlerne, gibs-
figurerne og kombinationer af træklodser, men så hentede han Vægterens
høje hat, køkkenredskaber, kobberkedler, dukkemøbler osv., og de sidste
tegninger, jeg tegnede i ældste klasse var to billedskærerarbejder, en oval
æske med halmabrikker og en rund tobaksdåse på tre ben. Det var mig en
sand fryd at forme de runde bløde skygger, og det har sikkert virket som
en god reklame for den nybagte tegnelærer, når de andre lærere, undtagen
Vægteren, roste mig for mine arbejder.
Til afgangseksamen var flere af mine tegninger ophængt på den sorte
tavle, og efter at borgmesteren og de andre honoratiores havde inspiceret
skolen og elevernes eksamensresultater, fik jeg på lærernes vegne af
»Rasmus« tilbud om, at skolen ville bekoste min uddannelse til arkitekt,
hvis jeg ville gå tre år i murerlære. I betænkningstiden vaklede jeg mellem
tre alternativer, nemlig: Min ulyst til at gå i murerlære, min eneste lyst, at gå
til søs, og så min mors kongstanke, at jeg skulle gå i smedelære og læse til
maskinist, der i halvfemserne ikke var til at veje op mod guld, og dermed
imødekomme mit ønske om at komme til søs. Min gymnastiklærer havde
også et ønske for min fremtid på grund af mine evner, som man mente,
ville komme mig til gode på Marinens underofficersskole, men dette sidste
forslag ville mor absolut ikke høre tale om, da der på daværende tidspunkt
Den aldrende skibskonstruktør Fr. Æ strup var tegnelærerfo r
Opfostringshusets drenge i mere end en menneskealder, fra 1845
til 1893. (Foto: Jens Marton: Personlighederfra svundne Dage
vedD etkgl. Opfostringshus, 1920)