191 / 249
Snart med klap, men mest med stok
189
netop blandt eleverne der havde fundet et selvmord sted, endda en meget
kendt mands søn.
Smedelæren var for mig en frygtelig tanke, dels fordi jeg ikke kunne
tænke mig altid hele mit liv at være henvist til at gå i sort, svedt og laset
tøj, som jeg havde set smedene i de mange værksteder rundt om i byen,
hvor røgen fra esserne indhyllede alt og alle, så man kun kunne se det
glødende jern, hvor gnisterne fløj fra. Det tilfredsstillede heller ikke mig,
at mor så stærkt fremhævede min udsigt netop ad denne vej at komme ud
at sejle, hun vidste jo ikke, at sejle og sejle er to ting, for jeg ville være rigtig
sømand og ikke gå nede ved en varm og fedtet maskine under dækket. Jeg
tryglede om at komme ud at sejle, men mor havde allerede sørget for en
læreplads til mig, så jeg havde blot at overbringe dette videre til skolen og
sige nej tak for deres venlige tilbud.
Mange gange har jeg bittert fortrudt, at jeg ikke tog imod det fa
vorable tilbud fra skolen; jeg kunne jo med skolens hjælp have krydset
mors planer, da skolen havde ret til at bestemme over mig, indtil jeg var
fyldt 18 år. Men dengang havde jeg kun ét ønske, og det var at komme
uden for denne institutions rækkevidde, hvor jeg havde fældet så mange
tårer, og fra Vægterens side altid mærket hans kulde, fordi jeg var en fattig
dreng og min mor en fattig kone.
Er det ikke at overdrive, vil mange sige? Nej, det så jeg tydeligt de få
gange, når mor var derude, når der var gudstjeneste o.l.; da var det kun
en vag hilsen i et kort øjeblik til mor, mens han bukkede og skrabede og
konverserede de velhavende elevers forældre, der flotte i tøjet og med høje
stillinger kunne betale for deres poders ophold.
Der var vel ikke noget at sige til, at jeg, efter den lange adskillelse fra
mit fattige, men dog kære barndomshjem, valgte dette i stedet for at være
under Vægterens tilsyn, og jeg gik stadig med det lønlige håb, når lejlighed
gaves, at komme til søs.
Veteranen på skrædderloftet
Der var endnu en fjerde lærer uden ophold på skolen, hvis kærlighed
til mig jeg altid vil mindes med taknemmelighed, da jeg tilbragte mange
timer alene sammen med ham oppe på skrædderværkstedet. Han var
skræddermester, syede alt vort tøj og lærte os at sy »suttesko« og lappe
bukser, mens de mere viderekomne fik lov til at staffere for og sy knapper
i de nye uniformer, alt mens vi måtte synge af hjertens lyst, men endelig
ikke snakke sammen, det tålte han ikke.18