192 / 249
190
Carl Vilhelm Vetersen
O luf Christensen, der også blev kaldt Mester, lededefra 1866
til 1904 Opfostringshusets skrædderværksted. Hos ham fand t
Carl Vilhelm et tilflugtssted, når hverdagen blevfo r barsk. (Foto:
Jens Marton: Personlighederfra svundne Hage ved D et kgl. Op
fostringshus, 1920)
Vi sad oppe på et langt skrædderbord, 25 drenge ad gangen med
benene over kors, som rigtige skræddere bruger at gøre, men opdagede
han, at forbuddet ikke blev overholdt, rejste han sig lige så forsigtigt, uden
at nogen mærkede noget usædvanligt, gik lidt rundt for at kigge på de
forskellige sytøj indtil han kom i nærheden af »sludrebøtterne«, som han
kaldte dem, hvorefter han uventet med alenstokken, som han holdt skjult
under diplomatfrakken, langede nogle stykker ud, så længe han kunne få
ram på dem, inden de skyndsomt fik trukket sig uden for rækkevidde.
Der blev altid et vældig sjov og grin, når de sidste slag ikke ramte de
flygtende, men havnede i kludebunkerne på bordet eller over benet på en
nærved siddende, men ganske uskyldig kammerat, og mester var den, der
lo mest smørret, når ikke det lykkedes at overrumple synderne. Derfor
blev vi stadig mere og mere vagtsomme over for mesters bevægelser og
forsvandt i tide, inden han fik udført sit forehavende. Mester var jovial
smilende, gik hen på sin plads, som alt var tilgivet, når drengene igen sad
pænt på deres pladser. Men mester glemte ikke, og der skulle nok komme
en lejlighed, hvor han triumferende og lattervækkende fangede de skyl-
dige.
Lad mig forsøge at tegne et billede af denne stovte, 65-årige veteran
fra treårskrigen 1848-50, der som frivillig, kun 18 år gammel, deltog i
krigen, og hvorfra han gerne fortalte om sine oplevelser, når vi pressede
ham stærkt og sang flerstemmigt for ham. I mine øjne var han køn, rig
tig som man forestiller sig en hyggelig, smilende julemand af den gode
gammeldags type og ikke som de nymodens fastelavnsmasker med vat
skæg og gummistøvler. Ansigtet var indrammet af et stort, hvidt, sølv-
glansfuldt hår, der stod som et brus omkring hans hoved, tillige med et
lige så hvidt og vildt skæg langt ned ad halsen og under hagen, der var
glatbarberet og gav ham udseende som en vesterhavsfisker, en vestjysk
missionsmand eller en patriark. Munden var temmelig bred, og næsen
som en rigtig julemands næse skal være, formet som en kartoffel eller en