193 / 249
Snart med klap, men mest med stok
191
frikadelle, det kommer ud på ét. Men det lune, poliske og godmodige blik
i øjnene, der altid smilte, har sikkert været et farligt våben i kampen om
pigehjerterne i de sejrsbegejstrede år, da han vendte hjem fra krigen.
Hjemme havde jeg lært at stoppe og sy, så jeg blev ret hurtig habil
til at staffere for og ærmefor, der for mester betød megen tidsbesparelse
især i den periode, hvor han havde travlt med at få konfirmationstøjet
færdig til tiden. Mange dejlige stykker pålægsmad, navnlig frikadellemad
med fedt, fik jeg, når jeg i fritimerne sad med ham alene og stafferede,
mens han underholdt mig med morsomme historier, og der udviklede sig
efterhånden et sådant tillidsforhold mellem os, at vi mere betragtede os
som bedstefar og barnebarn end som lærer og elev.
Det var som en oase, hvor der var tryghed og frihed hos et kærligt
menneske, der trøstede og opmuntrede mig, når alt omkring mig syntes
så sørgeligt trist, at jeg godt kunne tænke mig at stikke af fra det hele. Det
første vi blev beordret til, da vi kom på skolen, var at sy vore lommer til i
det civile tøj, som vi mødte i; der var ingen lommer i skolens uniformer,
kun én indvendig i trøjen, men jeg var så glad for disse, at jeg søgte at
trække tiden ud så længe som muligt, indtil mester tabte tålmodigheden og
spurgte, hvorfor jeg ikke havde fået dem syet sammen endnu? Jeg turde jo
ikke sige den virkelige årsag, og så kom jeg med den dårlige undskyldning,
at mor havde sagt, de lommer måtte jeg gerne beholde, de skulle ikke syes
sammen. Jeg kan endnu se ham le og more sig over min naivitet, og hver
gang han så mig siden, kaldte han mig altid for »mor har sagt«, men jeg
behøver vist næppe at tilføje, hvordan det gik med lommerne?
E n a f »skorperne« ses sammen med Opfostrings-
husets førstelærer Hans Rolsted og Mester fra
skrædderværkstedet.
Foto: Jens Marton: Personligheder fra svundne
Dage ved D et kgl. Opfostringshus, 1920)