194 / 249
192
Carl Vilhelm Petersen
»Pj arder«
Der er endnu to voksne, som havde et mindre »job«, den ene var sko
mageren, der kom hver mandag for at efterse, om vore sko trængte til
reparation, eventuelt tage mål til nye sko; men afhentningen af de re
parerede sko besørgede en af eleverne fra ældste klasse hver lørdag aften.
Den anden var vor fastboende portner, der var meget nævenyttig til at
lukke porten søndag aften præcis kl. 9, ligesom han havde sin fornøjelse i
at samle så mange drenge sammen som mulig for at kunne aflevere dem,
som kom for sent, hvilket betød 1 time tidligere hjem fra orlov første
gang og flere timer, hvis det gentog sig, selv om drengen havde hånden på
dørgrebet, når »Pjarder« drejede nøglen rundt. Han var så ravjysk, at han
var næsten uforståelig, og der var gået sport iblandt os i at drille og irritere
ham på alle måder ved at gemme hans gadekost, når han var ude at feje, og
så stå og le og svare ham på »jysk«, mens han forgæves rendte rundt.19
Vi skaffede ham også »lidt« ekstra arbejde med at feje fliserne fra
gaden gennem forhaven hen til portalen ved »uforvarende« at sparke godt
med grus hen over dem, men det, der kunne ærgre ham allermest, var, når
mange drenge havde aftalt med korte mellemrum at stille nede ved hans
dør og få ham til at udlevere læder og blå søm til at reparere vores træsko
med. Det tog megen af hans tid og særlig, når vi legede Tordenskjolds
soldater med ham, uden at han var i stand til at genkende os. Det kan
måske lyde lidt næsvist, men hvis vi skal sammenligne ham med mester,
der havde meget mere med os at gøre, og aldrig kunne komme ud i
lignende simationer, mon så ikke »Pjarder« selv havde været ude om det?
Er der ikke også noget paradoksalt i dette, når man ser, hvordan
drenge flokkes om og kan gøre, hvad det skal være for en lærer, mens
de samme drenge afskyr, ja hader en anden? Personligt tror jeg ikke, at
det er drengene, der på dette punkt er forskeflige, men derimod lærerne,
enten det så skyldes deres manglende evner som pædagoger eller deres
temperament. Én ting skal der nu til, og det er forstående kærlighed.
Skoledagen
Jeg har nu omtalt beboerne på denne kostskole, der selv efter datidens
forhold var uhyre streng i sine opdragelsesmidler, men det skal siges til
dens ros, at de elever som udgik derfra, havde ikke alene fået al den boglige
viden, der kunne kræves, men hvad der var lige så vigtigt, en fast karakter,
der havde lært at lystre og en disciplineret holdning, så der var altid stor
efterspørgsel efter drenge til lærepladser, og mange store mænd i betroede