Snart med klap, men mest med stok
195
lov til at afbryde læsningen kl. 5. og gå ned at lege, men de andre måtte
blive til kl. 6 og for dem blev der ingen leg, da der skulle spises til aften
kl. 6. Atter de samme tykke margarineklemmer og tynd the og bagefter
en times gymnastik, for at der ikke skulle sætte sig for meget fedt fast på
sidebenene. Når vi skulle synge lovsang og være i seng kl. 9, er det selvsagt
indlysende, at der ikke blev megen fritid til overs, og endnu mindre for os,
der frivilligt stillede som tropsførere for de mindre klasser.
For en udenforstående ville det have været et kosteligt syn at se os
drenge samlede i den store legestue. De »stille i landet« siddende rundt om
på bænkene med næserne dybt begravede i
Ivanhoe,
Ingemanns romaner,
Kaptajn Maryatt osv., mens de »trætte« lå udstrakte og sov med hovedet
hvilende på de læsendes lår. Det var lige noget for de »energiske« til at
lave sjov med, og to drenge var nok, idet de dog først måtte sikre sig
den læsendes tavshed. Først blev der lavet et papirkræmmerhus, smurt
dekstrin på kanten, sat på den sovendes næse, efter først med de blå
søm fra »Pjarder« [at have] sømmet ofrets bukser fast i bænken nede
ved skoene. Nu skulle det gå hurtigt. Den ene »aktivist« med en fidibus
op på ryggen af den anden for at tænde den ved gasblusset,21 hen og
antænde kræmmerhuset på næsen af den sovende, der blev vækket og
troede, at huset brændte, men i stedet for at flygte kun blev hængende i
buksebenene.
At den ene af de sammensvorne stod på vagt henne ved døren, var
en nødvendighed, for den »spøg« blev brugt mange gange uden at blive
opdaget, lykkeligvis.
En anden spøg, som »aktivisterne« også fandt på, blev som regel
meget hurtigere opdaget. Legesmen var rammen om alle drengenes
interesser, og én af dem var at samle på frimærker, en hobby der greb
så stærkt, at alt hvad der skete uden for den lille cirkel på gulvet, hvor
de lå med deres mærker foran sig, var dem ganske uvedkommende. Nu
startede »aktivisterne« en »tag fat«, men først havde de smurt desktrin
under »sutteskoene«, og mens nogen skubbede et par drenge over på
samlerne, sprang andre ind på frimærkerne og forsvandt skyndsomt. Når
samlerne endelig fik rede på sig selv efter et sådant angreb, opdagede de
straks lumskerierne, og nu begyndte dem vilde jagt, der dog sikkert aldrig
skaffede de mærker tilbage, der sad under »sutteskoene«.
Alle stridigheder drengene imellem blev altid afgjort ved regulær
kamp på næverne under ivrigt opsyn af de andre drenge, men da der var et
strengt forbud mod al slagsmål, blev afgørelsen helst foretaget om aftenen
nede i gården, når der var mørkt og ensomt. Ingen dreng med respekt for