198 / 249
196
Carl Vilhelm Vetersen
sig selv undslog sig for at kæmpe, selv om han på forhånd vidste, at han
ville hente sig et nederlag. Man kunne også være »fjender«, og det betød,
at man fuldstændig afbrød al forbindelse og samtale, ja altid fjernede sig så
langt mulig fra hinanden, hvad der ikke altid var lige let, hvis man samtidig
kom til at stå foran en lærer, men kunne to hold drenge med magt få
»fjenderne« slæbt sammen, så de kom til at berøre hinanden og helst med
hånden, så var forbandelsen brudt og forsoningen atter tilvejebragt.
Det er utroligt, hvad drenge i 10-14 års alderen kan finde på af spil
opper og gale streger, og det var kun den knapt tilmålte fritid, der be
grænsede deres udførelse. Der var altid nogen, der var ferme til at støbe
kugler, og atter andre der blev brugt til at skyde dem ud, og jeg hørte
så udpræget til de sidste, der hoppede på limpinden uden at tænke på
følgerne, så helt uden skyld var jeg jo ikke i, at Vægteren altid havde en
»knag« til at hænge sin »hat« på; dog man kan også gøre et skarn uret.
Vægterens blommetræ
Vægteren var meget interesseret og stolt af sine frugttræer og særlig et
blommetræ, der var så tungt belæsset med store blå blommer, at det havde
været nødvendigt at understøtte grenene med flere stivere. Så sker det
en mørk, regnfuld aften, at træet var fuldstændig raseret, grene brækket
af, og fuldt af nedtrampede fødder omkring på et stort stykke af haven.
At Vægteren fnyste og rasede over at se den vandalisme, forstår jeg så
udmærket, og værre blev det, da alle munde var lukket, ingen vidste noget,
og ingen meldte sig. At sladre om hinanden var den største og nedrigste
forbrydelse blandt os drenge, koste hvad det ville, og for den dreng, der i
dette særlige alvorlige tilfælde havde sladret af skole, da havde opholdet på
skolen for al fremtid været et helvede.
Nu begyndte den kollektive afstraffelse efter »herrefolkets« kendte
metode, og jeg var selvskreven til at lægge for, for det var jo givet, at jeg
måtte have været med og kendte mine medskyldige. Vægteren lagde ikke
fingrene imellem, mens han kynisk svang den lange, tykke »Konfirmand-
Erik« først over min bagdel, men det var sikkert for lidt for mig, for der
efter gennempryglede han mig over ryggen, så jeg til sidst lå ned på gulvet
og var for udmattet til at holde mig oprejst. Jeg havde ikke anelse om,
hvem der havde været med, så hvem skulle jeg have angivet?
Det minder mig i dag om heksejagten under Christian den fjerde.
Jeg kunne nævne numrene på flere af kammeraterne, der blev torteret
efter mig, men ikke én fik Vægteren held med sig, nej, jeg tror, at han
begyndte at indse, at han var kørt træt i en blindgyde, og derfor blev der