Snart med klap, men mest med stok
197
givet ordre til, at hele skolen skulle holdes indespærret alle søndage, indtil
de skyldige havde meldt sig. Det skete også tre søndage i træk, og man
kan jo tænke sig, hvordan ånden har været i de tre uger; men her havde
Vægteren alligevel forregnet sig, for nu kom forældrene ind i billedet med
voldsomme protester, og her over for måtte han blankt kapitulere, og nu
var der ingen, der sørgede med ham over hans blommetræ. Men hadet var
han, så længe vi var på skolen, og regnet for en hykler, når han stod og
prædikede til gudstjenesterne med sin tykke mave frem i kjolesættet.
Vægteren og »Rasmus« havde hver deres haver, der tillige med
skolebygningen og gymnastiksalen omkredsede den store legegård med
»Rundbænktræet« i midten. Disse haver stødte op til store gartnerier og
frugtplantager, da der på den tid slet ikke var bygget helt ned til havnen
eller rettere sagt de mægtige sten, der lå i vandet, hvor nu Frihavnen ligger.
Nogle drenge i min klasse havde fundet ud af at løsne nogle tremmer ind
til disse herligheder af store, men umodne pærer, og i ly af mørket om
efteråret var det mange, efterhånden som det blev kendt, der forsynede sig
med al den frugt, der kunne puttes inden for skjorten og anbringes i deres
»skrin« i legestuen.
Nu skulle uheldet indtræffe, at der en af dagene skulle være eftersyn,
og frugten var ikke nær spist op, så det var ikke småting, den vagthavende
lærer blev præsenteret for, men til alt held var det »Pinden«. Her var gode
råd dyre og alt kunne nemt have været rullet op, da et lyst hoved kom
med den forløsende sætning, at det var frugt, han havde fået tilsendt fra
sin moster i Kalundborg. Den var klaret, men jeg var ærlig talt bange og
lovede mig selv, at jeg ville ikke mere med til »Kalundborg«.
Seks uger på landet
I sommerferiens 6 uger var alle 100 drenge på landet over hele Danmark,
og der var dengang efterspørgsel efter at få en dreng fra skolen, da de var
velopdragne og ikke kræsne. Det havde heller ikke været godt for den
dreng, hvis der fra bønderne var kommet klager. Jeg var alle de 4 år, jeg
var på skolen, på en stor proprietærgård,
Lønningegården
, mellem Ringsted
og Gyrstinge, nærmest det sidste, hos to elskelige, gamle mennesker og
en voksen søn på 35 år. Jeg husker tydelig den første gang, jeg steg ud på
Ringsted banegård og så mig om med min lille tøj sæk under armen, at en
meget stor mand med et langt hvidt skæg og en hvid panamahat kom hen
og sagde til mig »Hov, min lille ven, du skal vist tilhøre os, skal du ikke?«
Da jeg havde bukket og hilst, fulgte jeg med ud til en lille en
spændervogn forspændt en lyserød følhoppe, og i luntetrav kørte vi først