200 / 249
198
Carl Vilhelm Vetersen
til købmand Rørby i Ringsted, alt mens »Manden« ustandseligt spurgte
mig ud om skolen, som han var meget stolt af. Jeg havde endnu ikke
fået uniform, men havde mit civile tøj på, og som kravebryst havde jeg
Christian den fjerdes navnetræk med en krone broderet oven over med
blåt garn på hvid bund. Dette navnetræk var han meget stolt over og hvor
vi end kom hen, pegede han altid på det og sagde »Kan I selv se, han
tilhører Det kongelige Opfostringshus«, og det gav jo igen anledning til
en længere forklaring, da ingen havde nogen anelse om, hvad det var for
noget.
Når jeg her skriver om mine oplevelser, kan jeg ikke lade være med
at sammenligne simationen, da jeg som syvårig stod midt om natten på
Ulfborg station.22Man skal have oplevet atmosfæren og duften i sådan en
gammel storkøbmands forretning, for da »Manden« var kørt ind gennem
en stor port og holdt i gården, kom endnu en ældre mand »springende« på
store træsko over de toppede brosten, hilste og sludrede som en gammel
bekendt, tog linerne [tømmen] og satte en trappestige til, for at »Manden«
kunne komme lempelig ned fra vognen. Jeg var selvfølgelig straks det
stående samtaleemne, og det gentog sig ligeledes, da jeg blev præsenteret
for selve købmanden, og da hentydningen til det kongelige på kraven atter
var repeteret af »Manden«, syntes jeg, at jeg lige som var løftet op på et
lidt højere plan, og det blev ikke mindre, da jeg blev bænket inde i den
»private«, hvor der var et hav af »basser«, kaffe og mange søde sager, no
get som jeg aldrig før i mit liv havde oplevet.
Mens der blev handlet og skrevet op (det var jo ikke lidt, »Manden«
skulle have med hjem), kom den gratis tobakskasse frem, og det var
heller ikke småting, der forsvandt ned i det store pibehoved med hjortene
på. Det var en god indledning, men da Andersens på
Cønningegården
og
købmand Rørby i Ringsted var særlig gode bekendte, kom jeg med på
mange dejlige skovture, der dengang foregik med de bedste fyrige plage,
som sønnen her på gården havde stort besvær med at tøjle, når en af dem
stod lige på bagbenene. Jeg syntes, det var vældig sjovt, men fruerne skreg
og var bange.
Det var et lille sidespring, så jeg fortsætter med turen fra købmand
Rørby den ca. 10 km lange vej hjem til det ukendte, hvor jeg skulle tilbringe
så mange uforlignelige lykkelige dage til gensidig glæde. »Manden« var
utrættelig med spørgsmål, men jeg hørte med særlig lydhørhed, når vi
kom forbi herregårde og andre interessante steder, indtil endelig den store
firlængede hvide gård med den store haves høje træer kunne ses på lang
afstand.