201 / 249
Snart med klap, men mest med stok
199
Fra hovedvejen førte en lang allé op til gården, og hovedet måtte
jeg dreje i alle retninger, mens jeg beundrede de mægtige afstande, som
»Manden« med pisken forklarede hørte til gården. Det var middag, da
vi holdt der, og solen strålede, som ville den være med til at gøre mit
første møde med alle de rare mennesker og al den herlighed til en stor
festdag. Fruen, en lille, sirlig, mild og venlig dame med en sort og hvid
blondekappe, trykkede mig kærligt ind til sit bryst, strøg mig over håret og
bød mig velkommen. Jeg var så glad, så jeg havde tårer i øjnene, og tog mig
først rigtigt sammen, da fruen sagde noget om, at der var da ikke noget at
være ked af; nu kunne jeg gå over i kammeret, som jeg skulle dele sammen
med sønnen, vaske mine hænder, for så skulle vi spise til middag.
Her sad jeg nu og spiste sammen med herskabet, mens folkene havde
deres egen spisestue på den anden side af det store køkken, og da jeg var
vant til fra skolen, at der blev bedt bordbøn, ventede jeg lidt, men det
blev der altså ikke her som i Jylland. Så megen venlighed var ikke det, jeg
var vant til, og de rare mennesker har sikkert ikke anet, hvilke værdier og
minder de gav mig, som skulle blive en kostelig skat for hele livet.
Det var en herlig tid før mejemaskine og al anden mekanisering, og
jeg kunne færdes over alt, spise alle de bær, jeg ville, særlig et stort spansk
morelkirsebærtræ holdt jeg meget af at færdes i. Kun skulle jeg holde mig
langt væk fra alt, hvad der hed ler- og mergelgrave. Den eneste, der ikke
tog vel imod mig, mødte jeg straks, da jeg kom ud i den mægtige have, og
jeg styrtede ud der fra og ind til fruen, som gav sig til at le hjerteligt, da jeg
fortalte, at en stor sort fugl var faret på mig.
»Nå, ikke andet« sagde fruen, »så skal jeg følge med derud og gøre dig
gode venner med min dejlige kalkunske præmiehane«, hvad vi nu aldrig
blev, før end jeg fandt ud ad at sætte mig i respekt ved at gå lige løs på
den med hævet hånd og en kæp. Der blev opdrættet mange kalkunske
høner, og dem havde jeg rigtigt ondt af, for de var så blide, klukkede så
ynkeligt, og deres forkuede udtryk antog jeg stammede fra den væmmelige
klodsede hane, der stod længe og stampede oppe på ryggen af de rare
høns. Jeg syntes, den var en rigtig tyran, og jeg måtte mange gange tage
mod til mig for at befri den stakkels høne. Denne min misforståede
humanistiske indstilling kan jeg straks berolige mine læsere med, fortog
sig hurtigt eftersom jeg kom mere i kontakt med livet på landet, som jeg
uden forudgående forudsætninger for at forstå, så pludselig var dumpet
ud i. Men jeg må dog i sandhedens navn tilstå, at denne hane - alle dens
nødvendige funktioner til trods —altid havde »skindet« imod sig.