202 / 249
200
Carl Vilhelm Vetersen
Det var måske min lidt stolte drengesjæl, der var blevet ydmyget, da
jeg løb fra den, fordi jeg var blevet bange, der var den egentlige årsag til, at
jeg gjorde den til et studium for at finde ud af, hvor mange fejl jeg kunne
finde hos den, den skulle latterliggøres. Det ville føre for vidt at komme
ind på alle disse, og derfor skal jeg blot lige nævne et par af de mest
iøjnefaldende: Uhyggelig umusikalsk, idet den for en hvilken som helst lyd
—selv et vognhjul der skurede i gruset —blev helt hysterisk og udstødte
nogen uartikulerede halslyde, der kunne minde om en diabolsk latter af
Mefistofeles, men karrig var den ikke, for det kunne jeg få den til så tit,
det skulle være. En skønhedsåbenbaring var den heller ikke, dertil var det
nøgne hoved og halsen med de blege, rød-blå vortede hudfolder og den
dinglende hudlap over næbbet nærmest af udseende som en grib, og dertil
var den en stor kujon, hvilket jeg også fik afluret den.
Den mest ophøjede værdighed følte den sikkert, når den havde slået
halen op som et hjul, mens hoved og hals lå bagover lænet i de rejste
rygfjer for at gøre indtryk på alle os dødelige; da kunne der pludselig
komme nogle sprunstige ryk i kalorius, så svingfjerene i vingerne skrabede
i gruset, når han tog nogle små chassétrin; dog skulle der ikke mere til, end
at en af gårdens hunde kom forbi, så faldt straks hele herligheden, mens
han udstødte nogle lyde, som råbte han om hjælp. Min antipati mod den
har dog aldrig medført, at jeg har været ond ved den; jeg undgik den bare,
for der var meget andet, som fangede min interesse.
Børnebørn var der jo ingen af, for sønnen var ikke engang forlovet.
Det blev han først det tredje år, jeg var der, så jeg måtte underholde mig
selv, når jeg ikke var med karlene, pigerne og især den gamle røgter rundt
omkring på de udstrakte marker. Røgteren fortjener et helt kapitel for
sig selv, og det har Charlottenborg-udstilleren, maleren Kornerup, også
foreviget, da jeg på udstillingen så det billede, som han malede, da han
ferierede der den sommer.
Som en skygge fulgte jeg Anders, og jeg var ham også til lidt hjælp,
når han skulle trække ca. 40 køer til mergelgravene for at vande dem. Han
tog altid fire ad gangen, og jeg kunne trække tre, når de da ikke var alt for
kontrære, så det sparede jo den gamle for mange trin. Atter her mødte mig
en hændelse, som kom bogstavelig »bag på mig«, men som jeg senere nok
skulle tage mig i agt for. Jeg havde jo nok lagt mærke til, at en ko sprang op
på ryggen af dem, jeg trak med, men det skete der ikke noget mærkeligt
ved, for når den ko, det gik ud over, så begyndte at spæne, så kunne den
anden på de to ben ikke følge med i »racet«, men faldt af. Da jeg efter
vandingen så står og skal slå tøjrpælen i, springer den minsandten op på