203 / 249
Snart med klap, men mest med stok
201
ryggen af mig, så jeg trillede rundt, men kom klar af uhyret. Siden skulle
jeg nok passe på ikke at have dyrene bag, men foran mig.
På fløjene stod altid to mægtige tyre; dem kom jeg ikke i nærheden af,
men jeg kan endnu se disse imponerende stærke kolosser troligt vandre i
hælene på denne lille krogede mand uden at ane, hvilken magt de besad.
Der var også flere kobbel får, der var så sky, når jeg var i nærheden, at den
gamle mand havde sit hyr med at holde dem. Her havde jeg også en af
disse uundgåelige hændelser, man lærer af, men som ikke er morsomme,
mens de står på.
Jeg slentrede en dag ude i marken for at følges med karlene, når de
skulle spænde fra redskaberne og ride hestene hjem for at vandes; det
elskede jeg, og jeg havde min yndlingshest, en dejlig, rund, sort hoppe,
som altid beredvilligt blev overladt mig. Pludselig ser jeg den store vædder
med de smukke horn komme mig lidt rask i møde. Jeg troede, den var til
at tale med og ville kløs bag øret, men før jeg fik tænkt mig om, gav den
mig et puf, så jeg trillede rundt. Den var heller ikke sportsman-like, der
tog hensyn til en modstander, der lå ned, og ikke at optage kampen før
modstanderen er på benene igen, for aldrig så snart den så mig dreje mig,
for den på mig igen, og den lagde skam ikke »fingrene« imellem. Heldigvis
løb der en lille grøft ikke ret langt derfra, hvor jeg lå, og mellem de to
angreb skyndte jeg mig at vælte mig derned, og da jeg først var klar over,
at bæstet havde tabt lysten, lå jeg faktisk og drillede den.
Den lod til at have god tid, for den blev stående eller gik nogle få
skridt frem og tilbage, alt imens den stirrede på mig med sine udfordrende
hvasse øjne med de lodrette pupiller; men jeg lod mig ikke provokere, jeg
holdt mig på måtten, for jeg vidste, at karlene havde set, hvad der foregik,
og snart ville komme mig til hjælp. Ak, den ene tort følger på den anden;
nok var jeg befriet, men nu var tiden forpasset på grund af mit »møde«
med vædderen, for karlen sad på »min« hest, den sorte, og så måtte jeg
tage til takke med den hvide, der hed
Gråne.
Ved fælles hjælp kom jeg op
at sidde og fik tøjret, og vi red til mergelgraven.
Det var middagstid. Solen kunne uhindret gløde fra en skyfri himmel,
så luften var fuld af myriader af insekter, der gjorde fluer og bremser
særlig blodtørstige. Min hest drak længe og nød mergelgravens kølige
vand, så jeg syntes, det var ganske i sin orden, at den ville sparke lidt med
forbenene i vandet, så jeg forstod ikke karlens advarende tilråb om at dreje
hesten hurtigt op ad vandet, med det resultat, at den ganske roligt lagde sig
ned på siden for at bade uden at tage hensyn til, hvordan jeg kunne undgå
at komme ind under den. Min sunde sans sagde mig ikke at springe af til