204 / 249
202
Carl Vilhelm Vetersen
den side, hvor dyret lå og sprællede med benene, men på den anden side
måtte jeg skynde mig at komme væk, inden den væltede sig ned over mig.
dog var karlen allerede styrtet til og (havde) fået fat i tøjret og begyndt at
trække hesten i land, men jeg havde besvær nok med at vade gennem dybt
mudder for at komme i land og få rent tøj på.
Det siger sig selv, at jeg aldrig red på
Gråne
mere, og den uvidende
»københavner« lærte efterhånden fiduserne ved landmandslivet af de
mange fejltagelser, jeg måtte igennem.
Når jeg nu så mange år efter bliver mindet om den vidunderlige,
lykkelige barndomstid på landet, især ved at skrive om den, så forstår jeg
først til fulde at vurdere og værdsætte, hvilke værdier og hvilken lykke det
var for mig at opleve, og så forstår jeg også hvilken skuffelse, det må være
for de mange små drengesjæle, når de sidste ferietog er rullet bort, og de
står tilbage uden kammeraterne og de herlige oplevelser. Tænk hvilket liv
for en dreng i alderen 10 til 14 år i seks af sommerens bedste uger ikke at
skulle tænke på skole eller lektielæsning, væk fra de strenge lærere, uden
pligter, lege dagen lang med alt det nye i omgivelser, som en dreng fra
storbyens stenbro intet aner om.
Billederne på væggen i klasseværelserne til brug for anskuelsesunder
visningen om bondens liv og virke blev meget mere levende, fordi man
selv havde oplevet det og set det og meget mere med egne øjne. Dagen
kunne ikke blive lang nok, og jeg var meget ked af, at sønnen, som jeg
delte værelse med, stadig »glemte« at vække mig om morgenen, så jeg
skammede mig, når jeg sommetider først kom ind til morgenmaden kl. 10
om formiddagen.
Store hjemmebagte sigtebrøds skiver med rigtig smør og al den søde
mælk, jeg kunne hælde i mig, skulle nok sætte runde og røde kinder, og det
skete mange gange, at Anders af fruen fik besked på at kontrollere min
vægt.
Min fortrolige ven var røgteren Anders, som jeg hurtig fandt, og for
mine tjenester fik jeg af og til en stump af hans smalskrå, hvilket ingen
måtte se, men som jeg kunne bruge i flere dage, og derfor har vel ingen
kunnet lugte noget, når kraften efterhånden var opbrugt. Anders røg
ikke, men til gengæld fik jeg af karlene om aftenen, når jeg havde sunget
for dem i karlekammeret, lov til at smage deres halvlange piber med den
grove tobak i de store hoveder. Ved ni-tiden kaldte fruen gerne på mig,
at jeg skulle gå i seng, og derfor har dette måske nok været årsagen til at
bevare hemmeligheden om min tobakshungers tilfredsstillelse. Eller var
det bevidstheden om at være en rask dreng blandt voksne karle, der havde
lært mig at spytte langspyt og ryge stor pibe uden at »brække« sig?