205 / 249
Snart med klap, men mest med stok
203
Selvfølgelig var det kun lejlighedsvis, at jeg kunne slå mig ned hos
folkene, for der kom mange fremmede til proprietæren, ligesom vi også
blev inviteret meget ud, og jeg var mange gange lidt benovet og flov, når
»Manden« roste den fortræffelige skole og de velopdragne, dygtige drenge
den fostrede, og så måtte jeg tage fat og fortælle om skolens historie og om
dens indstiftelse, mens alle øjne og opmærksomhed samlede sig om min
ringe personlighed.
Som jeg før lige har nævnt, var skovturene med købmand Rørby fra
Ringsted noget af det herligste, man kunne tænke sig. Der var mange
forberedelser, som gik forud, for de forstod at gøre det festligt for deres
gæster.
Krebsegilde og drengeløjer
Et par nætter forinden var Anders og jeg ude at fange krebs i mergelgravene,
og det var noget, der kunne holde mig vågen. Fangstredskaberne var
meget primitive: Et jerntøndebånd, ca. 30 cm, overspændt med en sække
las, ophængt i en »hanefod« og fastgjort til en lang stang. Nogle flækkede
karusser var bundet på sækkelærredet, og så skulle det blot sænkes ned
på bunden et kort stykke tid, mens krebsene fik tid til at sætte sig godt til
rette. Ved hjælp af stangen løftede man forsigtig, men ikke for langsomt,
op af vandet, og selv om det var bælgravende mørkt, kunne jeg straks se
de sorte dyr sidde tykt ved siden af hinanden og holde fast i de endnu ikke
fortærede karusser. Ret længe skulle man nu ikke stå og glæde sig over
fangsten, men skynde sig med at lande det inde på græsset, hvor der straks
begyndte at blive et voldsomt røre, når dyrene for baglæns alle kompassets
streger rundt. Jeg sprang rundt med en mulepose til at stoppe dem i,
inden de gemte sig for langt væk, men det var Anders, der med sine tykke
barkede fingre ubekymret tog dem og puttede dem ned i posen. Han viste
mig, at jeg bare skulle tage dem fast om kroppen lige bagved de oprakte
kløer, men det var kun de meget små, jeg dristede mig til at tage og stritte
ud i vandet igen; de store havde jeg alt for meget respekt for, når jeg så
dem bide en pind over i stedet for min finger.
Jeg undrede mig altid over, at Anders kunne rode rundt imellem dem,
når posen var fuld, uden at blive bidt, og ser ham endnu for mig, når han
rigtig kluklo og viste et par sorte tandstumper, mens han opfordrede mig
til at prøve lykken uden held.
Det var et festligt syn at se disse bunker af røde dyr ude i de grønne
omgivelser, og så kunne man spise lige så mange, man kunne orke. Lystig
heden steg, mens der blev spist og drukket, og der sluttedes altid af med