208 / 249
206
Carl Vilhelm Vetersen
skete ikke andet, end at jeg fik besked om ikke at gå ned i mosen efter
middagen.
Det var den eneste pinlige simation i alle de fire år, jeg var der. Havde
han så endda bare skældt ud, men det, at han ingenting sagde, det brændte
desto mere i min samvittighed. Det efterlod heller ikke noget skår i det
hjertelige forhold, der var mellem fruen og mig, og det var ikke så få gange,
jeg løb den lange vej - fem kilometer —op til købmanden i Gyrstinge efter
en eller anden ting, som fruen netop stod og manglede, ligesom det også
var mit »job« daglig for- og eftermiddag at bringe mad, øl og brændevin ud
til folkene i marken. Jeg var altid velkommen, for det var lutter gode sager,
jeg bragte med: Fedtemad med røget lammelår, hjemmelavet rullepølse
og ditto ost, et anker øl og et mindre med brændevin, som de alle satte
munden til og drak af.
Karlene drillede pigerne, når disse med forklædet tørrede »tuden«
godt af, efter at en karl havde drukket. »Lad dog være med det, det er li’e
så godt som et kys, og det går du jo heller ikke ellers af vejen for Marie«.
Jeg forstod nu godt nok, at de gjorde det, for der var blandt andet fem
gamle husmænd med stort skæg, som brugte skrå, og når de lo, så man
kun nogle sorte tandstumper, alt andet end hygiejnisk selv på den tid. Mig
havde de en særlig forkærlighed for at drille, om ikke andet så med den
kalkunske hane, der kom i så mange varianter, at vittighederne til sidst blev
så fladtrykte, at ingen mere lo ad dem. Selv har jeg altid haft nemt til at
replicere og finde den komiske side hos folk, og det satte altid humøret et
par streger op, når det lykkedes mig at føre krigen over i min modstanders
lejr.
Det var store arealer med svær rug, der skulle høstes, og maskinerne
var endnu ikke rigtig kommet frem, i hvert fald ville manden ikke have det
»skidt«. Det var nu det sidste år, han sagde det, for året efter havde han
købt en slåmaskine, og det sidste år, 1894, jeg var der, fik han mejemaskine.
Enten han nu havde måttet bøje sig for fremskridtet, syntes han bedst om
den gammeldags metode med håndkraft, og det var nu også kønt at se
høstfolkene, lige mange mænd og kvinder, komme vandrende med deres
leer og river over skuldrene, mens de spøgte og lo.
Manden med det store, hvide skæg, høj og bred, hvid hat, skjorteærmer
(også hvide), franske træsko og en tyk stok med buet håndtag førte sin
»hær« an som en jovial general. Forrest gik sønnen og gårdens to karle,
dernæst tre faste husmænd, der boede i huse med 8 skæpper jord til
tilhørende gården. Som regel to eller tre lejede mænd foruden alle pigerne,
én til at tage »fra« for hver karl, der mejede. Gårdens to hunde og så mig