210 / 249
208
Carl Vilhelm Vetersen
Pére havde to søstre, og præsten i Gyrstinge tre døtre, som jævnlig
kom sammen for at bade i den dejlige store Gyrstinge sø. Jeg ved ikke,
hvad der gik af ham, men så snart han så alle disse piger samlede, så blev
denne sorthårede halve franskmand helt balstyrig, gned sig i hænderne,
skar ansigter og grinede så smørret, hvilket også smittede af på mig.
Det er nok muligt, at det ikke var første gang, at han havde lavet dette
nummer, og at det var udsigterne til at have en medsammensvoren der
gjorde, at han i ånden så det hele for sit indre øje.
»Nu skal du se«, sagde han, »nu går du bare efter mig, så går vi en stor
omvej gennem skoven, så aner pigerne ikke uråd, og så skal vi lave noget
sjov med dem«.
Skoven kendte han som sin egen bukselomme, og snart så vi fra en
skrænt de fem nymfer hoppe og le ude i den store blå sø. Han har nok
ikke været helt sikker på, om jeg uerfarne i sidste øjeblik skulle forpurre
det hele, for han dirigerede mig med fingeren på munden ned bag nogle
buske, mens han som den listige indianer mavede sig frem til det sted,
hvor de luftige klædningsstykker lå, uden at blive opdaget. Tilbagetoget
foregik på samme lydløse måde, og vi sprækkede af grin, da vi krøb højere
op i skoven og lagde tøjet. Vi havde lige fået tid til at lægge os i skjul, da en
af pigerne råbte op, at tøjet var borte. Nu begyndte de at løbe rundt for at
lede efter tøjet, indtil de fik øje på os oppe i skoven og først da de havde
hentet det og var krøbet i skjul for at klæde sig på, for vi usete hjem.
De kløede os godt, da de kom hjem, skønt vi bedyrede på det
kraftigste, at vi var ganske uskyldige og ikke anede, hvad de talte om. Péres
mor skammede os ud, men jeg gik så godt, at skovfogeden vendte sig om
og smilede, da han gik. Senere, da vi var alene med ham, betroede han os,
hvor alvorligt det ville være for ham, hvis præsten ville klage, og folk fik
det at vide, så vi lovede højtideligt ikke at gøre det mere.
Pére var dygtig til at lave hyrdefløjter, det lærte jeg, og jeg var specialist
i at lave lange piske, der kunne frembringe høje skrald, når man forstod at
håndtere dem rigtigt, så vi var altid omgærdet af en masse støj, der så vidt
jeg ved, aldrig generede nogen.
Der var mange dyr hos skovfogeden. Et lille rålam, en stor glente, der
lavede et farligt griseri inde i et brænderum, de yndigste små dværghøns,
der spiste af vore hænder, og vi spilede vel nok øjnene op engang, da
skovfogeden efter at have hugget hovedet af en stor hane, smed den
op i luften, så den fløj omkring, og jeg havde nær sagt stod på hovedet
ustandselig til stor morskab for os knægte.