212 / 249
210
Carl Vilhelm Petersen
god kammerat kunne jeg ikke lide at sige nej, så jeg fik pakket mit papir og
tegninger sammen, skønt det kom mig meget ubelejligt.
Det var en regnfuld og mørk aften, så vi kom nemt igennem haverne,
over stakittet og op ad Kalkbrænderivej, som den hed dengang, men det
var skrupkedeligt og ikke spor spændende. Først henne i gaden så vi en
lille dreng, der stod og græd, fordi en stor dreng havde kastet hans hue op
på et bagerkringleskilt, men med fælles hjælp og vore træsko havde den
lille snart igen sin hue og stak af. Der var skrupkedeligt på gaden, ikke
nogen vellykket ide eller tur, så jeg var i hvert fald glad, da vi ubemærket
igen var hjemme i den varme legestue.
En dag i »Rasmus’« time kommer han i tanker om dagbogen og
ønsker at få den at se, og da revnede ballonen med et ordentligt knald, for
der stod det jo tydeligt sort på hvidt, at vi fire havde overtrådt et bud, der
efter datidens syn på tingene kun kunne sones med døden. Nu blev der
røre i andedammen. Forhør var der ingen grund til, der var jo heller ingen
mulighed for at komme uden om kendsgerningerne, så straffen skulle
eksekveres omgående.
Vægteren svang »Konfirmand-Erik« over ryggen på os alle fire efter
tur, og jeg tror, at denne modbydelige slavepisker godtede sig for hvert
slag, han slog. Det var jo en »forbrydelse«, der skulle straffes så hårdt,
at det kunne virke afskrækkende på hele skolen. Det var den samme
opfattelse man havde, når man troede, at forbrydelser ville ophøre, når
straffen var hjul og stejle.
Efter denne afstraffelse var vi ikke så lidt deprimerede, ondt som vi
havde det, når bare vi rørte et lem, så vi sad stille, forkuede og legede ikke.
Nu skulle man tro, at Vægterens blodtørst havde afreageret, men nej, et
par dage efter skulle »Rasmus« også straffe, og han slog ikke mindre hårdt
end Vægteren. Det sved som ild, de første slag han slog (mærkerne fra
første omgang var jo ikke lægt på et par dage), men derefter virkede det på
mig, som han slog på noget dødt kød.
Her kan jo enhver tænke frit, hvis man har den mindste følelse over
for en forsvarsløs dreng, der ikke engang har en forsvarer, som andre
forbrydere i det mindste får tilskikket, men noget sådant havde Vægteren
ikke spor af, for nu fulgte det psykiske pres, hvormed han forfulgte os i to
år, den sidste tid vi gik på skolen.
Først var det en stadig nedsættelse af os i de andre elevers omdømme,
dernæst blev vi nægtet udgangstilladelse i flere søndage i træk, og alle
ubehagelige jobs, som at tømme urinspandene fra sovesalene m.m. blev
tildelt os, stadig for at minde os om, hvad vi var og vedblev at være.