214 / 249
212
Carl Vilhelm Vetersen
Til sidst blev bægeret fyldt til randen, da vi fik den sørgelige med
delelse, at vi ikke kom med til ballet, og dermed al vor møje og arbejde
med skjoldene var spildt!
Da græd jeg af arrigskab og lovede mig selv aldrig at glemme dette,
så længe jeg levede, for nok var det hårdt, hvad jeg måtte gennemgå inden
for dørene, men at jeg også skulle brændemærkes uden for, det kunne jeg
ikke bære.
Jeg havde inviteret min baldame, vor husværts datter, som dansede så
nydeligt og kunne turdansene, for tredje gang og havde særlig glædet mig
til, at hun skulle se mig danse skjolddansen. Over for den familie stod jeg
nu som en meget slem dreng. Min ven, Pére, havde min søster Ellen som
baldame, som mor kom og hentede kl. 11, når ballet sluttede, men vi fire
måtte gå op i seng kl. 6, hvor vi kunne ligge og høre musikken spille op
til dans og hele det glade børnekor. Et par af kammeraterne lå og tudede,
men jeg har altid haft meget svært ved og reageret voldsomt for store
glæder som store sorger, så jeg var så rasende, at jeg ikke engang kunne
give mig til at tude. Dette var selv »Rasmus« for meget af det »onde«, for
mens drengene og pigerne var til bords i pausen, hvor der blev serveret
flækkede surbrød med pålæg, the og senere punch, mens vi måtte undvære
alting, så kom han dog og stak en »Fælledvej-granat« i munden på hver af
os til at trøste os på.
Vi var spilvågne, da drengene kom op for at gå i seng, men det
blev sent, inden der blev hvisket færdigt om alt det, de havde oplevet,
skønt lyset var slukket for længst. En trøst i alt det sørgelige var dog
kammeraternes medfølelse, og det var ikke sprogblomster, der lød om
Vægteren, den sadist. De mest raffinerede straffemetoder fandt han på, da
han ikke kunne blive ved med at høvle os, ja, man må jo stadig huske, at
for hver gang han skulle skifte fra en klasse til en anden, blev hans bøger
(religionsbøger, bibel og salmebog) og oven på det hans uundværlige
spanskrør, det med sejlgarnsknuderne og størknet dekstrin, af duksen
båret ind, før han selv indfandt sig og begyndte med sit »Nissebukke«.
Nu fandt han på, at vi fire hver fulde time skulle melde os til den
vagthavende lærer, og den »juleleg« varede i to år, resten af vor skoletid,
så nu forstår man måske bedre, at jeg sagde nej til tilbuddet om at gå i
murerlære. Dette påbud betød, at vi aldrig mere uforstyrret kunne hengive
os til leg og særlig cricket, fordi de medspillende ikke kunne være tjent med
pludselig at stå og mangle os, når vi skulle passe på at holde op så betids,
at vi kunne finde hinanden og dernæst opsøge læreren et eller andet sted
på skolen, måske oppe i det »private«.