216 / 249
214
Carl Vilhelm Vetersen
Jeg troede ikke, at der skulle komme noget stort nummer ud af det,
men Vægteren, som havde sin snude alle vegne og som så, at jeg var med
på »holdet«, skulle også lugte os i halsen uden held til at hænge os ud, da
vi selvfølgelig holdt vejret så meget som muligt. Naturligvis nægtede vi
alle samstemmende, at vi havde røget, men så hentede den snu vægter
to af sine døtre, jeg tror hun hed Inger, den voksne, og så den søde, lille
»tingest«, der var 13 år ligesom jeg. Der stod man og vidste ikke, om man
var købt eller solgt, men mon de ikke har set ind i mine bedende, angste
øjne og fattet medlidenhed med os, for de sagde samstemmigt: »Nej, papa,
det tror jeg ikke«, og jeg kunne have sagt: »Åh Gud, velsigne jer begge to,
der reddede I mig for den »trippevals«.
Den lykke varede ikke ret længe, for hovedmanden, skønt han slet ik
ke havde været med i snehulen, kom netop hjem fra skomager Wohr på
Fælledvejen med drengenes reparerede sko, og hvem andre end Vægteren
var på tæerne og bad ham være så venlig at komme ind på kontoret,
førend vi havde haft lejlighed til at informere kammeraten. Efter drengens
senere udtalelser havde vægteren frækt stukket den løgn, at vi andre havde
bekendt, så manglede bare ham, og så bekendte han, at cigarerne stam
mede fra vægterens bogskab, og det var jo næsten det værste af det hele.
Den legemlige afstraffelse syntes jeg var ikke nær så grusom som
den forrige gang; nu havde vægteren lagt an på at lave et skuespil, idet vi
skulle stå »skoleret«, og det var jo ikke noget, der gjorde ondt. Alle fire
klasser var stillet op som til morgensang i en firkant, og inde i midten
stod vægteren bevæbnet med den lange »Konfirmand Erik« over for os
»for-brydere«, hvor han begyndte på en tale, der skulle demonstrere for
hele skolen, hvilken skam det var at stå »skoleret«. Det udviklede sig for os
drenge til en ren farce af den simple grund, at vægteren var fuldstændig
inkompetent til at tale som dydens vogter. Kynisk, kold og usympatisk i
hele sin væremåde som han var daglig, kunne han ikke begejstre og vække
viljen til selvdisciplin hos drenge, han havde pint.
Efter talen hamrede han nu kun de reglementerede fem slag, her
havde han jo hele skolens øjne på sig, ned over vore syndige kroppe, men
ikke en tåre i øjnene på os, hverken af smerte eller anger, kunne han glæde
sig over; kun en kold skulder og endnu stærkere trods brændte i os, og at vi
havde drengenes sympati, fik vi mange beviser på. At vi flere søndage ikke
fik udgangstilladelse og heller ikke kom med til ballet var jo en selvfølge,
men denne gang blev vi ikke beordret i seng, da ballet begyndte.
Oppe på loftet under taget var der indrettet nogle arrester med et
højtsiddende, skråt tagvindue, så ingen kunne se andet end den blå him