218 / 249
216
Carl Vilhelm Vetersen
havde glædet mig med at lave min yndlingsret, hakkebøf og mannagrød,
men ellers var der ingen festligheder af nogen art. Af far og mor havde
jeg fået et lommeur af sølv, moderne uden nøgle, som jeg var meget stolt
og glad for, og om eftermiddagen fik Pére og jeg lov at gå en tur på gaden,
som konfirmander plejede at gøre, rygende på mit nye ravror, gaven fra
landet.
Da jeg kom hjem, brummede far noget om, at han helst så, jeg ventede
lidt med at ryge —dengang kunne man ikke tænke sig, at lærlinge røg, når
svendene så det; det var mig lidt af en skuffelse, man havde jo lov til at
ryge legalt, når man var konfirmeret, men da jeg snart skulle bo hjemme,
når jeg skulle i smedelære, så kom jeg ikke med nogen kommentarer. Jeg
kunne jo altid ryge, når far ikke så det.
Kl. 9 aften skulle vi møde igen på skolen, så var konfirmationsdagen
forbi og tilbage kun eksamensdagene, hvor jeg gjorde mig umage for at få
et så godt resultat som mulig, og jeg tror, jeg blev nr. 4, hvad der ikke var
så ringe, når man tager opførselskaraktererne med i beregningen.
Jeg fældede ingen tårer den dag, da jeg havde sagt det sidste farvel, og
flyttede igen ind i mit barndomshjem, og jeg lovede mig selv, at jeg aldrig
skulle sætte mine ben inden for »Pesthusets« døre mere.
Det holdt jeg nu ikke helt; tiden læger alle sår, og mange år efter, da jeg
var blevet gift og selv havde to drenge, var jeg der ude sammen med min
kone for at vise dem lokaliteterne. Ingen anede, hvad der rørte sig i mig,
da jeg i tankerne mindedes de steder, hvor jeg havde fældet så mange tårer
og udholdt så mange smerter.
Når jeg så tænker på hvilke kolossale fremskridt og forbedringer, der
er sket med den gamle skole i de nye, herlige omgivelser og den humane og
kammeratlige indstilling, lærerne har til deres elever i dag, så undrer man
sig over, at det blot er 65 år siden, at der herskede helt andre forhold.
Jeg læste en gang et interview med skuespilleren Poul Reumert, hvor
han siger noget træffende, som jeg fuldstændig kan slutte mig til: »Når
man bliver ældre, er der meget der svækkes, også udtryksformen, men der
er også noget, som forfines .... Ja, i allerhøjeste grad, og det er evnen til at
forstå , og lad os bare også sige, at tilgive, jo-h...«