71 / 249
En velindrettet tiggerstat
69
torve,pladser ellergader hele åretigennem framorgen tilaften overhænge
de forbigående med en frækhed, hvoraf man måtte næsten tro de var
privilegerede, f.eks. den halte pige, som i nogle år har patroulleret på
Kongens Nytorv, og siges nu at have samlet sig en liden kapital o.a.f. De
bærer allevidne om, atplakaten o m bedernes opbringelse må [have] været
lagt på forglemmelses-hylde, hvilket er så meget mere at undre over, som
disse vægtere er tilståede en præmie for hver beder, de bringer op.
Dog at de undertiden (lunevis) foretager sig at efterspore betlerne,
derpå så man forleden dag et eksempel på Kongens Nytorv, som gjorde
menneskeligheden liden ære. En fattig kone (ingen tigger), havde en
goddædig slagterkone tilladt visse dage at hente ihendes bod en skank
ellerben med lidt sener og kød på, som hun ikke kunne sælge, og derfor
gav den fattige, at hun kunne lave lidt suppe tilvederkvægelse for sig og
sine små børn; en formiddag afhentede hun denne gave, og uheldigvis
gav tvende af disse vægtere, som just passerede forbi, agt på at hun af
lagde taksigelse tilslagterkonen for det hun fik, hvor af den ene tog an
ledning til at anholde hende som betler, og påstod, at hun skulle følge
med dem iarrest! Og hverken den stakkels kones bøn og tårer ellernogle
tilkommendes vidnesbyrd, som forsikrede atkende hende og athun aldrig
betlede, kunne bevæge disse nidkære svende til at lade hende gå, og de
var altibegreb med tilalleomkringståendes store misfornøjelse attrække
af med den uskyldige kone, da et ganke uventet møde reddede hende af
deres kløer.
En rask matros, som isin enfoldighed følte uretfærdigheden af væg
ternes handling, besluttede ligeledesisinenfoldighed, og som han forstod,
at redde den ulykkelige, tog et par gode spring, hilsede på vægteren, som
holdt konen, med hovedet ibrystet, så han styrtede o m og stødte et par
gange kolbøtter og fortsatte så sit løb, som ingenting var passeret, ned
ad Store Kongens Gade, ligesom konen heller ej var sen, da vægteren
drattede, at redde sig med flugten; folket lo og den hårdhjertede vægter
samlede sigmed nød op igen og drev skamfuld bort.
Denne passage giver os anledning til2de betragtninger, som måske
kunne fortjene højere eftertanke; først aten fattigaldrigburde være udsat
for pågribelse ellerarrest, for athave taget mod brød ellerfødevarer, som
hans medbroder af etgodt hjerte og frivilligmeddeler ham, og det overalt
synes yderlig ubarmhjertig og umenneskelig, at trække den sultne frem
tilstraf, fordi han begærede noget at spise; en anden sag er det, når han
begærer penge. De kan anvendes tiloverdådighed ellerunødvendighed.
Dernæst atvægterne ikke burde være gamle stive affældige folk, som