72 / 249
70
Peter Henningsen
mangler legemskræfter, bøjelighed og håndfasthed tilat kunne værge sig
anderledes end med opløftet morgenstjerne, på det den almindelige mand
ikke stedse skulle nære den for natligorden og rolighed skadelige tanke, at
etlidet stød kan bringe en vægter ud af balance«.
»De små b ro sangere
At se et par små halwokne børn med en knap to års gammel rolling
imellem sig, siddende på et rendestensbræt, gennemtrungne af regn eller
sne, og høre dem i den mest klagende tone hvert øjeblik afbrudt ved
hulken og gråd, at istemme en salme, for at bevæge de forbigående til
medlidenhed; erunægtelig et syn, som afgiver et særdeles talende bevis på
at nøden, alden udvortes glimmer, tilsyneladende pragt og overflødighed
uagtet, som dagens mennesker stræber atudmærke sigved, på sine steder
er stegen tilen gyselig højde.
Næppe er det troligt, at forældre i kongestaden, hvor oplysning er
så almindelig udbredt, og menneskelighed daglig indskærpes, såvel pa
læernes, som hytternes beboere, skulle være ugudelige nok til, at ville
tvinge deres uskyldige børn tilpå så grusom en måde at opofre sig selv,
dersom ikke hunger i den egentligste forstand, sygdom og mangel på
livets første fornødenheder øvede naturens røstideres fortvivlede hjerter.
Sørgeligt erdet ekko, som fradisse små staklers klagetoner genlyder ihine
overdådigheds og forfængeligheds stolte templer, og end mere sørgelige
er menneskevennens følelser, ved at se nogle mennesker tumle sig i en
afvekslende Kæde af kostbare forlystelser og andre atvride sig iskarnet,
gispende af nøgenhed og sultiså kort afstand frahinanden.
Jeg er forsikret om, at disse ulykkelige børn, som næsten hver aften
enten foran på Østergade, Kongens Nytorv eller i Store Grønnegade,
omringede af en kreds følelsesløse tilskuere, lovsynger deres skaber, med
hungrige maver og halvfrosne lemmer, har tildragetsigadskillige af detvel
dædige publikums medlidende opmærksomhed; skulle der blandt dem ikke
findes én, som havde hjerteog evne tilatredde disseuskyldige, fraden over
hængende fare,en kold vinteraften atfryseihjelpå Københavns gader?
Skulle ikke én af vore arbejds- eller plejeanstalter, (som publikum
så kraftig understøtter), have plads tilovers for dem? Eller én af disses
hæderværdige forstandere, som frivillighar pålagt sigden rosværdige pligt,
atvære de fattiges formyndere, villetage sigaf dem? Ellero m ingen anden
ville,kunne man da ikke tilnød henføre detunder politietspligter,atsørge
for deres frelse?«