73 / 249
En velindrettet tiggerstat
71
NN : En a lterna tiv løsn ing på p rob lem e t (18 15 )
Klager over tiggeriethører ikke kun
1700-tallettil.Defortsættertiletgodt
stykke op i 1800-tallet, hvor de jævnligt er et fast indslag iblade, aviser
mm. Nedenfor følger et anonymt bidrag fra magazinet
Nyeste Skilderie
a f Kiøbenhavn
,der var en afløser for Niels Ditlev Riegels’hedengangne
Skilderie a f Kjøbenhavnrx
Den anonyme skribentharbl.a. fostretden geniale
idé, atdet offentlige bør fjerne tiggernes børn frahjemmet og sende dem
ud som billig arbejdskraft for bønderne. Særligt på de jyske heder, hvor
opdyrkningen stadig lader vente på sig, kan der nok være brug for alle
gode kræfter.
Send dem ud på heden
»Intet syn erubehageligere, end på hovedstadens gader, midt imellem den
mest påfaldende overflødighed og overdåd, at se tiggere af begge køn, og
deriblandt arbejdsføre kvindfolk, og, idet mindste tilvisse forretninger
brugbare, drenge- og pigebørn, anråbe den offentlige medlidenhed o m en
almisse, under det evige omkvæd: Jeg er så sulten!
At undgå dissebesværlige tryglere erumuligt; thistårman stilleog taler
med én eller anden, så går de ikke af pletten, førend man har affundet
sig med dem, og går man, så har man dem et langt stykke ihælene på
sig, og pines af deres evige: Vær barmhjertig, jeg er så sulten o.s.v. For
at blive af med dem tilslænger man dem nogle skillinger, hvilke de fleste
i almindelighed betragte, ikke som en medlidenhedsgave, men som et
middel tilatblive tiggerne kvit.
At der nu gives og må gives flere fattige end før krigen, derom tvivler
ingen, som ved, hvor mange tusinde, der er bievne satte ud af deres sæd
vanlige næringsveje; men éter det, aten stathar fattige,og etandet, atden
har tiggere. Den fattige, som kan arbejde, må, efter evne, arbejde, og den,
som ikke kan arbejde, må staten føde. På denne almindelige grundsætning
bør ethvert fattigvæsen være bygget. Et land, der ikke er stærkere befolket
end Danmark, kan ikke have for mange arbejdende hænder, og der er
ingen tvivl om, at når enhver, som vil arbejde, får så meget arbejde, han
kan påtage sig,og så megen løn derfor, som han behøver, og enhver, som
ikke vilarbejde, tvinges dertil,vilden danske stataltidkunne forsørge sine
fattige uden at disse behøve attage deres tilflugttiltiggeri.
En tigger er imange henseender et såre skadeligt væsen isamfundet.
Han lever af ørkesløshed, som ordsproget med føje kalder djævelens
hovedpude; han optrækker sine børn, der måske kunne blive nyttige med