74 / 249
72
Peter Henningsen
lemmer af staten, tilsamme foragtelige håndværk; han misbruger den of
fentlige medlidenhed, som kunne anvendes på værdigere genstande; han
kunne synes at nedsætte statens agtelse, ved ideligen at påberåbe sig, at
det, man fåraf Fattigvæsenet, er så godt som intet; han kan opvække hos
fremmede en uretfærdig tanke o m statspolitiets bestyrelse; han opmuntrer
ved siteksempel andre tilligedan ørkesløshed og dagdriveri. Kort, en tig
ger er etindbegreb af almulig umoralitet.
Man har, for at standse tiggeriet, fastsat en mulkt for hver den, som
giver en tigger en almisse. Dette bud ville naturligvis være meget hen
sigtsmæssigt og virksomt, dersom det kunne overholdes. Men medliden
hedsfølelsen er altfor dybt indplantet iden menneskelige natur, tilatden,
endog urigtig anvendt, lader sigindskrænke ved forbud, og den store hob
har altfor urigtige begreber o m gavmildhed, tilat man ved sådanne bud,
vilkunne afholde den fraathandle tværtimod lovgiverens vilje.
Den måde, hvorpå man ialmindelighed søger at standse betleriet ved
at virke på de fattige selv, synes heller ikke altid at være den hensigts
mæssigste. At indespærre den fattige iet arbejdshus, og der lade ham ved
uvant arbejde fortjenelivetskummerlige ophold, elleratgive en hel familie
en ubetydelig pengeunderstøttelse ugentligen, kan næppe lede til målet:
at opmuntre til arbejdsomhed. Den tilganske andre sysler vante fattige
finder arbejdet i et sådant arbejdshus alt for kedsommeligt, og kommer
endnu dertil,at føden ermådelig, så foretrækker han naturligvis endog det
foragtelige tiggerhåndværk for et så kummerfuldt liv.Den understøttelse,
som ialmindelighed en virkeligfattigfamilie får,er,hvor betydeligden end
kan synes, når man ser hen tilmængden, der nyder sådan hjælp, dog for
den enkelte, som fården, kun tilsåre liden sand nytte.
Skal et fattigvæsen opnå sin sande bestemmelse, så må det, efter min
enslige mening, så meget som muligt simplificeres. Der gives kun ét slags
mennesker, som fortjener Fattigvæsenets særdeles opmærksomhed, og
disse er alle de, der enten af alderdomssvaghed, legemsskrøbelighed eller
vanførhed ikke kunne fortjene livets ophold. Sådanne trængende må
man naturligvis forsørge, enten i dertil indrettede fattighuse, eller også
ved klækkelig pengeunderstøttelse. Men alle de øvrige bør man på andre
måder søge atanbringe.
Ethvert onde bør, som ethvert ukrudt, oprykkes med roden, når
hensigten skal opnås. Roden til overvættes fattigdom og betleri er den
lethed og ubesindighed, hvormed ægteskaber blandt de lavere stænder
sluttes. Man gifter sig,uden atvide, hvoraf man skal leve og end mindre,
hvormed man skal føde de børn, der avles. Kan end enhver, som vil