77 / 249
En velindrettet tiggerstat
75
Af de mange lidenskaber der behersker de menneskelige følelser og
bestemmer handlinger, vildet end og være vanskelig atformode, atbetleri
ganske vil kunne hæmmes, selv ikke da, når offentlige foranstaltninger
sikre mod nød og trang.
Betlere er almindeligen store menneskekendere, de ved snildeligen og
på mange måder at skildre deres nød, således at de vækker deres med
menneskers medlidenhed; også glæder det mange, selv at give, selv at
modtage tak for sin gave; at høste ros og smigres for gavmildhed; mange
er veldædige mod den fattige, fordi de tror, at hans nød kun da er af-
hjulpen, når han med andre har lige bekvemmeligheder; mange lader sig
beherske af deres luner, og er gavmilde, når de er glade, karrige når de er
vrantne.
Andre forsoner sig med forsynet, eller letter deres sorg ved at give.
Atter andre håber etgodt udfald for etattrående gode ved atgive bedere;
ikke sjælden tiltvinger den fattige sig en gave ved påhængenhed ellerved
bønner, der er ligtrusler m.m. At hæve betleri ganske, vilnok derfor ikke
være at opnå, så længe betleren som giveren, lige omhyggeligen søger at
bevare bevæggrunde til at vedligeholde det; imidlertid kan meget gøres
for kräftigen atstandse dette onde. Men førstmå det offentliges bestyrere
forvisse sig selv om, at der er truffen sådanne anstalter, der sikrer mod
sand nød ialle tilfælde; dernæst må de igennem alle mulige veje derom
bringe tilalmen kundskab.
Endda bliver, formedelst de anførte og forskellige andre omstændig
heder meget atkæmpe imod foratfåbetleriethæmmet, og ved straffelove
lader siglidetellerintetudrette for denne hensigt (klogskab har altforhen
bestemt lovgiveren til at tilsidesætte retfærdige straffelove, hvor disse
enten ikke ville være iværksættelige eller hvor de rimeligen ville lede til
skade for samfundet. Således er sådanne ikke undergivne straf, der iløs
agtighed pådrages ellerpådrager sigvenerisk sygdom, når de kun selv an
melder deres tilstand og sørger at blive helbredte, og det især fordi, når
de straffedes, ville de lettelig fristes tilat fordølge deres befængte tilstand,
og udsætte deres medmennesker for at blive smittede af dem). Et andet
middel måtte udfindes, som idet, det forvissede den gavmilde om, athan
afhjalp den trang som betleren opgav, skuffede denne, når opgivendet var
etusandfærdigt foregivende. Betragter man de grunde, som betlere anføre
for deres bøn o m en gave, så kunne de almindeligen ansees for atvære:
a) Jeg kan ikke få noget at fortjene.
b) Jeg kan ikke ved det arbejde, som Fattigvæsenet giver, fortjene livsop
hold.