Egennytten og det fælles bedste
M o ra l og spekulation i 1 7 0 0 - tallets K øb enh avn
P eter H enningsen
Myndighederne og markedet
Forventningen o m de godhjertedes rundhåndede almisser til fattigfolk,
fattigfolks moralske krav på godgørenhed og myndighedernes fastsættelse
af rimelige priserpå basale fødevarer og brændsel indskriver sigietsærligt
moralsk univers, hvor det atlukrere på andres nød ermoralsk forkasteligt.
I sin yderste konsekvens førte forestillingen til uvilje mod succesrige
handelsmænd, først og fremmest dem, der handlede med korn og andre
fødevarer, forhandelsmanden levedeaf attagemere forsinevarer,end han
selv havde givet og især forsøgte han at tjene så meget, han overhovedet
kunne. Det er vel kun naturligt, men det var netop derfor, at den driftige
handelsmand stødte ind iden traditionelle moral, der dikterede, at man
ikke måtte tage mere for en vare end den var værd, og atman da sletikke
måtte skrue priserne ivejret, når efterspørgslen steg
.1
Det sidste var især aktuelt, når der var mangel på korn, og når ud
spekulerede købmænd opkøbte og opmagasinerede kornet for at fremme
efterspørgslen og skrue priserne ivejret. Så havde de fattige ikke råd til
at købe brød hos bageren og så fulgte hungersnød, død og ulykke for de
dårligst stillede. Der var intetjuridiskivejen for,athandelsmanden - eller
købmanden, som han almindeligvis kaldtes i1700-tallet- agerede således,
men moralsk, jadet var straks en helt anden snak. 1700-tallets mennesker
anerkendte ikke vore moderne forestillinger o m nærmest ubegrænset
vækst. Tværtimod. For dem var økonomisk vækst forsamtlige etsamfunds
medlemmer ikke en mulighed, man overhovedet kunne tage ibetragtning.
Når nogen vandt, måtte andre tabe. Så enkelt var det. Økonomisk vækst
villealtidvære for de få,for dem, der iforvejen havde rigeligt,forverdens
goder opfattedes som en begrænset mængde. Man kan sammenligne med
en lagkage, hvis form og størrelse er givet én gang for alle. Hvis alle skal
have deres del af kagen, nytter det ikke, atnogen begynder atskære større