82 / 249
80
Peter Henningsen
stykker ud end de plejer. I givet fald vil resultatet blive, at andre ikke får
deres bid.
Derfor regulerede myndighederne priserne på fødevarer og derfor
spekulerede man ikke i markedsøkonomiske kategorier som udbud og
efterspørgsel. Principielt forholdt det sig nemlig sådan, at det kostede en
bestemt sum atproducere en vare. Når købmanden derpå købte varen og
videresolgte den, burde han ikke (mente altså moralisterne og de kristne
dogmatikere) tage mere for varen, end det havde kostet atproducere den
og ham selv at videreformidle den plus selvfølgelig den fortjeneste, han
skulle bruge for at kunne opretholde livet for sig og sine. Da produk
tionsomkostningerne ikke steg, blot fordi der var mangel, så gav det sig
selv, at priserne heller ikke burde stige. Men det gjorde de jo ipraksis,
for sådan fungerer markedet. Købmandskab og handel fik dermed et
noget odiøst præg af udnyttelse og griskhed, og derfor var det, at kirken
og adelen rynkede på næsen ad handel og nyrige købmænds florissante
virksomhed
.2
Tanken o m at det er moralsk uforsvarligt, ikke alene at profitere
på andres tab, men ligefrem at have det som det egentlige mål med sin
virksomhed, opfattedes faktisk af mange som noget forkasteligt: For
16- og 1700-tallets økonomiske skribenter var ideen o m et ’kommercielt’
samfund en moralsk umulighed. Et sådant samfund levnede ikke plads
til’dyden’- det vil sige tilen uegennyttig (patriotisk) indsats for det fæl
les bedste - og uden dyd kunne intet samfund bestå. Generelt var der
overalt i samfundet fælles fodslag omkring det økonomiske princip o m
almenvellets førsteprioritet, og særinteresser og enkeltinteresser på øko
nomiens område forkastedes,hvis de modarbejdede det økonomiske sam
fund som helhed
.3
Københavns stadsmægler Johan Buntzen er et lysende eksempel på
det sidste. Til trods for, at det utvivlsomt var til Buntzens egen fordel
at favorisere Københavns handel på bekostning af provinsbyerne, så
frarådede han ikke desto mindre i 1773 kongen og Magistraten at gøre
København tilstabelstad. Det vilsigeatgivebyen monopol på indførelsen
af særlige typer af varer
.4
»Jo mere vi [mæglerne iKøbenhavn] overvejer
dette«, skrevhan ietbrev tilMagistraten, »jovanskeligere detbliver for os,
derom at melde noget, som kan være virkeligt nyttig eller skadelig, såsom
de ting, der kunne være til fordel inegotien er ofte skadelig for landet,
betragtetidet hele
«.5
Så meget patriotisk dyd var dog for skrap en kost for
de øvrige mæglere, der pure nægtede atunderskrive Buntzens erklæring. I
stedetindsendte de deres egen, hvori de stærkt anbefalede, atKøbenhavn