84 / 249
82
Peter Henningsen
de kunne sættes istand tilat give bedre køb og bedre varer eller arbejde,
men alene ved tvang, ellerved det, at folk bliver nødt tilat søge tildem,
og betale dem for deres varer og arbejde, hvad de forlanger, da der ikke er
andre de kunne henvende sigtil
«.8
Generalprokurøren har her fatinoget meget centralt for forståelsen
af 1700-tallets danske samfund. Monopoler og privilegier, hævdvundne
sædvaner og traditioner blokerede næsten enhver form for forandring
og økonomisk initiativ, og alle syntes at være optaget af at optimere
egne fordele - og det var galt. For samfundsmaskineriet var skruet sådan
sammen, atmaskinen kun fungerede, hvis folkhandlede uegennyttigt. Den
enkelte burde istedet indse, at samfundet fungerede som etlegeme, hvor
hvert lem arbejdede for den samlede organismes vel. Hvis et enkelt lem
modarbejdede de andre,villedetforudsigeligeresultatvære, atstatslegemet
blev sygt. Tankegangen bundede i standssamfundets ideologiske tanke
gods, hvor hver stand havde sin bestemte funktion: Bonden skulle dyrke
jorden. Borgeren (håndværkeren) skulle forarbejde råmaterialerne tilvarer,
som senere andre borgere (købmænd) videresolgte. Gejstligheden skulle
bede for allestænders sjæle og tage vare på deres salighed og adelen skulle
forsvare landet itilfælde af krig. Samfundet opfattedes idenne optik som
en helhed, hvor den enkelte udfyldte sin plads iden stand, som han fra
fødslen var født ind i og derfor bestemt til. For at et sådant samfund
kunne fungere optimalt skulle alle stænder bestræbe sigpå de øvriges vel
- man skullearbejde fordet almene bedste, for det almene bedste variden
sidste ende alles fælles bedste.
Den moralfilosofiske skribentJens Schellerup Sneedorff formulerede
det i 1763 på den måde, at samtlige stænder var moralsk forpligtet til at
arbejde »for de fleste personers og familiers velstand«. Enhver burde
være tilfreds med den stand, han af Forsynet var blevet placeret i, og
derfor skulle han ikke stræbe efter personlig vinding, der lå ud over hvad
standstilhørsforholdet dikterede. At berige sig på andres bekostning var
en forbrydelse mod både Gud og medmennesker. »Det er bedre for det
almindelige« hævdede Sneedorff, »at ingen mangler det fornødne end at
nogle bliver rigere end de er
«.9
Den økonomiske tænkning i1700-tallets Danmark, såvel iby som på
land,varidet store og hele stadigpræget af en etik,der bundede ireligiøse
dogmer fra Middelalderen. Ja, man kan vel ligefrem sige, at al økonomisk
tænkning var funderet på etreligiøstgrundlag. Nogen verdsligøkonomisk
tænkning, forstået som en opfattelse af økonomien som løsrevet fra det
religiøse univers, var kun i sin vorden og kom først til fuld udfoldelse i