StoreForventninger

Egennytten og detfælles bedste

løbet af det følgende århundrede, hvor det tilgengæld udkonkurrerede

den gamle opfattelse ien sådan grad, at der intet blev tilbage af den

.10

Grundlæggende var det stadig kirkens syn på handel og moral, som

styrede og dikterede lovgivernes økonomiske horisont, og det handlede

først og fremmest o m mådehold, uvilje mod luksus og o m alleindividers

moralske rettiletnødtørftigtlevebrød. Grådighed, egennytte og profitjagt

blev fordømt istærke vendinger

.11

Til trods for den økonomiske vækst, der indiskutabelt fandt sted i

Vesteuropa iløbet af det 18. århundrede, var de europæiske stater stadig

udprægede mangelsamfund, hvor forarmede bønder og store skarer

af fattige og omvandrende betlere prægede billedet. Den overflod, der

skabtes ide europæiske hovedstøder og hos de urbane og ruraleeliterkom

ikke samfundet som helhed tilgode. Dette skyldtes ikke mindst den mer

kantilistiske (eller kameralistiske) økonomiske doktrin om menneskets

med fødte dovenskab, der opstod iløbet af 1600-talletog som eksisterede

sideo m sidemed den religiøsemoralopfattelse. Denne doktrinanbefalede,

atprisen på fødevarer skullevære høj og arbejdslønnen lav,formennesket

var grundlæggende dovent og arbejdede kun til det havde tilfredsstillet

sine mest basale behov

.12

»Det er sandt« siges det f.eks.ien nationaløkonomisk artikelfra1763,

»at almuen [dvs. menigmand] holder det for en stor timelig lyksalighed,

når den kan leve vel og magelig og være uden altarbejde«. Derfor burde

fødevarer holdes ien forholdsvis høj pris.Helst såhøj,atde fattigevirkelig

skulle slideidet for at fåtilføden. Det villenemlig gavne samfundet mest

og samtidig hindre, at fattigfolk faldt hen i doven apati og vellevned:

»Den bedste økonomi udfordrer, at hver ting holdes isin tilbørlige pris«

konkluderede forfatteren. Hvis det ikke var tilfældet, ville lade og onde

mennesker bare bruge de lave fødevarepriser som undskyldning for ikke

at arbejde. Lave priser opmuntrede til»frådseri og drukkenskab« og var

»tilhinder for flittighed og arbejdsomhed« og følgeligvar en forhøjelse af

priserne på fødevarer ikke skadelig, »men fornøden ilandet

«.13

Ved hjælp

af en stram økonomisk pris- og lønpolitik sikrede man, at folk knoklede

så meget som overhovedet muligt

.14

Det var altså kun de iforvejen rige

og mægtige, der profiterede på væksten, for de store profitter, som f.eks.

storkøbmændene indkasserede på den udenrigske handel, omsattes i

luksusforbrug og i opkøb af jord, ikke i sociale forbedringer for den

gemene mand. Højst tilkastedes de fattige masser almisser i form af

donationer tilsociale stiftelserog lignende

.15