88 / 249
86
Peter Henningsen
— og de udgjorde solidariske fællesskaber, hvor mestrene forpligtede sig
tilikke at udkonkurrere hinanden, overholde faste priser på arbejdet og
understøtte hinanden i tilfælde af sygdom
.20
Laugene havde deres egne
vedtægter — laugsartiklerne eller skråerne, som de hed i Middelalderen
— som foreskrev, atde enkelte laug skullevaretage god kristen etikihandel
og vandel og overholde den ’retfærdige’pris. Fri konkurrence på priser
og varer var ikke ønskværdigt og laugene fungerede som garanter for, at
ingen overskred de gængse normer og enten slog sig ned på egen hånd
eller falbød varer og tjenester tillavere ellerhøjere priser
.21
Laugsartiklerne ergennemsyret af den traditionelle økonomis normer
o m at fastholde status quo og sikre, at alle får deres bid af kagen. F.eks.
skulle man ikke prøve at opdyrke nye markeder uden o m de øvrige
laugsmestre: I de københavnske vinhandleres privilegier fra 1651 hed det
f.eks., at laugets mestre (eller deres enker) ikke måtte købe produkter fra
»laugsfremmede« (dvs. personer, som lauget ikke plejede at aftage varer
fra),»dem tilprofitog laugsbrødrene tilskade«. Gjorde en mester alligevel
dette, skulle han straffes efter sine laugsbrødres »sigelse«. I § 14 bestemtes
detitrådhermed, atingen mester måtte holde mere end én »tappekælder«,
med mindre ’brødrene’gav ham tilladelse, »på det den ene såvel som den
anden næring kan have, og den rige den fattige ej skulle fortrykke
«.22
Laugsmestrene måtte heller ikke forsøge at kapre hinandens svende
og drenge, men skulle lade sig nøje med dem, de allerede havde. I køb
mændenes og kræmmernes laugsartikler fra 1651 hed det f.eks., at»ingen,
som ilauget er, skal gøre hinandens folk, tjenere ellerdrenge afspænding,
langt mindre dem udi tjeneste tage, førend de med forrige husbonds
kundskab skriftlig beviser, de med vilje og venskab fra ham at være
adskilt
«.23
I laugsartiklerne var det også bestemt, hvilke mål og vægte, der
måtte benyttes samt at man ikke måtte kapre kunder fra andre mestre,
ikke måtte falbyde varer uden for sin butik, ikke måtte slække på varernes
kvalitet osv. Især måtte man ikke gå hinanden i bedene og forsøge at
udkonkurrere hinanden. I 1750 klagede Københavns slagterlaug derfor til
Magistraten over hofslagterenJens Jensen, for ikke alene var han allerede
indehaver af to boder (butiklær) i Skindergade, men nu havde slynglen
endda lejet endnu én. Lauget bad Magistraten o m at skride ind over for
så ublu en vindesyge, og det gjorde man prompte. Jens Jensen fik streng
besked på, athan højst måtte have én bod
.24
Et særligtproblem udgjorde jøderne, derikke kunne optages ilaugene,
da man kun accepterede kristne som laugsbrødre. Til gengæld gav staten
i slutningen af 1600-tallet og frem jøder særlige privilegier til at virke