91 / 249
Egennytten og detfælles bedste
89
Laugene rummede både mestre, svende og lærlinge og var altså ikke
interesseorganisationer på linje med moderne fagforeninger, hvor mestre
og svende erorganiseretihver sinforening, og hvor spørgsmålene primært
handler o m lønninger og arbejdsforhold. Ilaugene handlede det alene om
at holde andre aktører ude af markedet og at sikre en fast pris, der ikke
kunne underbydes, ligesom laugene ydede en vis social understøttelse i
tilfælde af sygdom og dødsfald. Antallet af mestre lå fast, og man kunne
ikke bare nedsætte sigsom mester, men skullevente på, atder blev en ledig
plads ilauget. Da mestrene arbejdede tilen fælles fastsatpris og da man i
høj grad benyttede sigaf de samme svende, som ofte skiftede arbejdsplads,
ville én mesters økonomiske fremgang principielt kun kunne ske på de
øvrige laugsmestres bekostning. Det var derfor kun naturligt, at der måtte
være en øvre grænse for, hvor mange mestre, der kunne være ilauget på
samme tid.31
Laugsvæsenet var hvad man med et antropologisk udtryk kan kalde
et lukket, socialt system, der ikke levnede plads til økonomisk vækst og
konkurrence. Ja, ikke blot det, men i og med at et håndværk opnåede
laugsstatus,opnåede detogså monopol på udøvelsen af faget,hvilketafskar
folkuden forlauget fra— ihvert faldlegalt— atarbejde med detpågældende
håndværk ellerhandelsområde. Når eterhverv opnåede laugsstatus, skabte
det derfor problemer for en række af de mennesker, der ellers havde
ernæret sig af erhvervet, men som ikke havde de økonomiske midler til
at blive mestre. Med ét blev de forvandlet fralegale småhandlende tildet,
som laugene så foragteligt kaldte fuskere og bønhaser, og som var jaget
vildt året rundt. De blev med andre ord brødløse ved laugsdannelserne
og tilsidst havde de ingen anden udvej end at gribe tiltiggerstaven, med
mindre de da fortsatte med deres nu ulovlige tuskhandel (og det gjorde
sikkert de fleste).
En anden slagsproblem opstod, når etfagblev forældet, som det f.eks.
skete for parykmagerne islutningen af 1700-tallet. Parykkerne gik ganske
enkelt af mode, da folk nu ville bære eget hår. Det skulle selvfølgelig
accomoderes, som det hed, men det var først og fremmest en sag for
hårskærerne, som den tids frisører kaldtes. Færre og færre købte parykker
og det kunne ikke andet end ende med parykmagermestrenes ruin. Pro
blemet var ikke,atparykmagerne ikkevaristand tilatfrisereog ’skære’hår,
men derimod atdetvar der mange andre, der også kunne. Deres metiervar
dermed ikke længere eksklusiv, men derimod åben for enhver, der ejede
en saks og som kunne håndtere den.32At skifte erhverv var desværre ikke
en mulighed. Man kunne ikke bare begynde atlave noget andet istedet. Så